Torsdag den 18. februar 2018

Vi havde blot 9 overnatende Pilgrimme i går og her til morgen.
Så i øjnene at morgenens arbejde med at gøre i stand ville være en overkommelig opgave, med tidlig fri.

Man skal aldrig sælge skindet, før bjørnen er skudt.

Midt i mit arbejde med at vaske gulvet, væltede jeg spanden med 20-25 liter sæbevand.
Det, jeg nok blev mest forbavset over, var den ordstrøm der flød ud af min mund, og som i sit indhold på ingen måde var sammenligning med det som jeg hører i Katedralen til søndagsmesse, og min kataralske stemmeføring var så absolut ikke på linie med korsangeren, med den smukke stemme.
Tro mig. En sådan “beskeden ” mængde vand kan fylde overordentlig meget på et særdeles blankpoleret marmorgulv, som desuden står i forlængelse med en trappe, der fortsatte nedad til etagen under, hvilket vandet ligeså gjorde.

Morgenen var, igen skøn med sol fra en skyfri himmel og ingen vind.  Jeg kunne sætte mig tilrette på terrassen og nyde en kop kaffe, med een våd sko og strømpe.

For leden dag undredes jeg over ordet tid, og dets betydning.

Idag, sad jeg og nød solen med lukkede øjne, og pludselig dannede der sig et billeded af mit barndomshjem for mit indre, 62 år tilbage i tiden, hvor mine forældre stod og lagde kul og koksbriketter i vor fyr i kælderen i vores hjem, i Svendborg.

Det var duften, af brændt kul, der bibragte mig dette billede.
Neden for terrassen ligger der, uden for bymuren, en stor klynge af huse som for en dels vedkommen fyrer med, ja det er rigtig. Kul.
Når så morgenen er kold og omkring frysepunktet, lægger der sig et tæppe af røg fra disse “Kulfyrede kraftværker”.

Forundeligt, som dufte kan påvirke ens hukommelse, med så tydelige billeder, fra årene tilbage i ens liv.

Skulle, som blot 16 årig på Spejder-Jambore, på Maratonsletten uden for Athen i Grækenland i 1963.
Mine forældre ville betale turen, mod at jeg selv, sparede/tjente til lommepengene.
En god livsanskuelse, som også Karin har fra sit barndomshjem, og som vi begge, med stor succes har viderbragt til såvel Sophie som til Kathrine.
Fik mig et job med at bringe mælk, smør og morgenbrød ud for en Is mejeri-ejer i Virum kl. 05.00 om morgenen.
Den pågældende person udmærkede sig ved at “Bade sig i billig Parfume” hver dag.
Efterfølgende har jeg, de gange som jeg har mødt personer med denne billige Parfume, straks gendannet mig biledet af denne, Ismejeriejer.

Pludselig, en dag anklagede han mig for at have stjålet, en pakke smør.

Herre Jemini. Jeg kommer fra et rimelig velstående hjem hvor behovet for at stjæle ikke var på dagsordenen. Hverken moralsk eller fysisk.

Nu er jeg opdraget lidt Viktoriansk og strengt, med respekt for andre, men også med en forståelse af at man ikke skal tolerere / acceptere at andre træder på en, og desuden behandler en uretfærdigt.
Den form for livsanskuelse og menneskesyn, som jeg værtsætter utroligt meget og takker mine forælder inderligt for, har fulgt mig hele livet, men har også været anledningen til nogle knubs, undervejs.

Håber vores to store piger har “Arvet denne gave”.
At vi har evnet, at give så vigtig en skat, videre til dem!

Denne  gave har, som tilgift også sikret mig, ikke at væltet omkuld når tinge gik for hårdt for sig.
Jeg tror det ligger i de familiære gener, da det også i den grad har præget mine 2 søskende.

Jeg meddelte den pågældende Ismejeri-ejer med den billige parfume, at det ikke var sandt og jeg ikke ville finde mig i den falske og fuldstændige urimelige anklage.

Jeg blev omgående sagt op. (kl. er 5,36, du er anholdt) Så galt gik  det dog ikke.

Noget af en mavepuster for en ung mand på 16 år, som blot stod på første  trin af sin lange og  stejle karrierestige.

Det skulle senere vise sig at være min første, men ikke sidste konfrontation med livet og dets betingelser, noget som vi alle møder.

Sad senere i dag  på en bænk på stien, som går rundt om Astorga på toppen af ringmuren, og nød solen, inden jeg skulle møde ind på arbejde kl. 16.00.

Pludselig kom en ældre herre og spurgte, på spansk, om jeg nød livet og naturen / udsigten.
Jeg tro at han kunne fornemme, at det gjorde jeg i fulde mål.

Jeg gjorde vedkommen opmærksom på, at mit spanske desværre ikke muliggjorde, at jeg indgik i en længere redegørelse om mit syn på livet.

Jeg ville meget gerne og noget hellere, tale Engelsk.

Min sanden om ikke den god mand kunne tale engelsk.

Jeronimus, som manden hed, var 88 år gammel, særdeles kvik i hovedet, og boede på et plejehjem lidt længere inde af stien mod byen.

Han tilbragte meget tid med at gå frem og tilbage på stien og nyde livet, som han var meget glad og taknemmelig over, havde det havde givet ham.

Han havde tidligere i sit liv arbejdet i London ved Heit-Park på et hotel i 12 år.
Var startet med at vaske gulve, men var så steget i gaderne, og var sluttet som nat-portiere.

Spurgte til hvad jeg lavede, og kunne så oplyse at jeg arbejdede som Hospitaleros på Alberge lige bag ved.
Det var også noget med at vaske gulve og lukke ned om aftenen, så vi blev hurtig Amigos.

Pludselig kom en nonne og blandede sig. Hun var åbenbart tilknyttet det plejehjemmet hvor Jeronimus boede.
Vi hilste på hinanden, men fik dog ikke udvekslet navne. Det lå ikke lige i samtalen.
Hun spurgte mig om hvad jeg lavede.
Om jeg var Pilgrim.
Jeronimus oplyste hvem, og hvad jeg var.

Det fik den god nonne til at nævne, at hun da godt kendte Veronika som gjorde rent på Alberge, for det gjorde Veronika også på Plejehjemmet, om eftermiddagen, når hun var færdig hos os.

Tillod sig lige at supplere med, at Veronica var Roma. ( Sigøjner).

Syntes at tiden var inde til at lufte mit verdenssyn, og da jeg nu var i selskab med en nonne, ville jeg da også gerne hæve niveauet til det lidt mere højtidelig ved at oplyse, at i Guds øjne .
“Er vi alle hans børn”.
Kunne tydlig fornemme og den opfattelse delte hun ikke.

Nonnen gik, uden at sige farvel.

Hun kom dog forbi flere gange, på sin vej frem og tilbage, småt mumlende, uden at hilse.

Hun har sikkert idømt sig selv 1.000 Ave Maria som straf for sit syn på Sigøjnere.

Tider er nu her kl. 20,30 og jeg læser lidt, meget, korrektur på det jeg tidligere har skrevet.
Ind af døren træder så en midaldrende spansk dame med rygsæk og spørger om vi har et Singel værelse med seperat bad.

Nævner at vi kun har værelser til 10 personer men også til 25 personer, man skal ikke dele seng med andre  men man er fælles, mænd og kvinder, om bad og toilet.  Opholdet koster så 5 € for en nat.
Det kunne den spanske dame ikke acceptere, for hun kunne ikke ligge i samme rum med ander og igen søvn få, og så gå Caminoen næste dag.
Henviste damen til et nærliggende hotel, 150 meter her fra.
Hotellet eges af den spanske stat, der har opkøbt en mængde historiske og meget gamle bygninger rundt om i Spanien,  og indrettet dem til luksushoteller.
Prisen ligger på ca. kr. 1.000,- pr.  overnatning eller 134 €, lidt mere end vores 5 €, men så får hun også eget bad.
Oplyste henne at hun var meget velkommen til at komme tilbage, hvis hun skulle skifte mening.
Har dog ikke set henne siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.