Tirsdag den 16. januar 2018

 

Tid, er noget underligt noget.
Nogen gange går tiden utroligt hurtigt, andre gange meget langsomt og nogle gange har jeg så travlt at jeg slet og ret ikke har tid, til at tænke, på tiden!

Det er i dag lige præcist 14 dage siden jeg fløj fra København.
Tiden er gået utroligt hurtigt.

Astorga er en relativ lille by, men utrolig hyggelig.
Det lyder måske lidt søgt, men jeg føler mig faktisk lidt hjemme.

Nu gør det, at jeg er dansker og ikke ligefrem mestre sproget særlig godt, selvfølgelig også lige det, at de personer jeg kommer i kontakt med, måske husker en lidt bedre, end hvis konversationen havde været perfekt og hurtigt overstået.
Det er hyggeligt at komme gående på gaden, ind i en forretning, cafe eller restaurant og se at man bliver genkendt, og at reaktionen er positiv. Det spanske folk er utrolig høflige.
Men det varmer nu alligevel lidt her i vinterkulden.

Har skullet spise, Corsido Malagato, de sidste mange dage, men det er ikke lykkedes.
Årsag følger:
Gik ind på Restorante LAS TERMES hvor de netop annoncere med den specielle egnsret.
Det var et særdeles nydelig sted hvor ejeren selv, fandt jeg efterfølgende ud af, oplyste at jeg ikke kunne få det ønskede, da de ville lukke om ganske kort tid. Kl. var 17,45.
I det samme kom en særdeles sød og smuk ung kvinde ud og spurgte om jeg ønskede hjælp.
Det var hennes far jeg havde talt med.
Fik en længere “snak” med den unge dame ( 30-35 år) . Hennes engelsk lignede mit spansk så vi var på sætte vis ligeværdige.

Summa summarum. Alle betydelige og gode restauranter i Astorga lukker om aftenen.
Der spises stort til frokost og meget lidt om aftenen.
Så giver det jo meget god mening, det jeg havde oplevet.

Aftalte jeg ville komme i morgen kl. 13.00 og spise Corsido Malagato.
Jeg måtte dog love love den unge dame, at jeg ikke spise for meget til morgenmad!.

I går aftes fik vi en ung tysk pige/kvinde på 21 år ind, fra hospitalet.
Den stakkels unge kvinde var styrtet oppe i bjergene og havde fået sig nogle gevaldige flænger og skrammer i hovedet. Der havde heldigvis været nogle til at hjælpe henne ned, men var meget forslået og noget forvirret.
Formentlig en hjernerystelse.
Vi oplyste, at hvis hun ville, kunne hun blive de næste 3-4 dag, til hun havde kommet sig.
Men nej, den unge kvinde ville hjem til Tyskland, snarest.

Vi gav henne et værelse for sig selv og Juan Carlos, som er den der i realiteten er Chef på stedet ( Vi ser han sjældent) ville så køre den unge kvinde til busstationen her til morgen, så hun kunne tage bussen til Madrid, ca. 400 km., og så flyve hjem til Berlin, Tyskland.
Stakkels “pige”.
Hun havde formentilg fået sig en rigtig grim oplevelse.
Hun var i øvrigt startet i Santiago det Compostela og ville gå Caminoen den modsatte vej, men det er formentlig ikke derfor hun var styrtet.

Har d.d. modtaget en del Pilgrimme.

En kvinde fra Argentina på 49 år har fundet vej til Caminoen. Allene.
Det siger lidt om, hvor kendt og eftertragtet det at gå Caminoen, i virkeligheden er.

Vejret er fint og noget mildere end de sidste mange dag, så humøret hos Pilgrimmene når de kommer ind, er højt selv om de fleste, så snart de sætter sig og og ved at nu er dagens etape overstået, klapper lidt sammen.
Det varer dog ikke til længere end til de får anvis deres plads for natten og genser nogle af dem som de har delt Alberge med aftenen forinden.
Gensynsglæden er altid stor.
For dem, som måske ikke har prøvet at vandre langt, virker det måske besynderligt at man ikke vandre i hobe, for det gør man som regel ikke.
Årsagerne er flere.

Forskellig højde og derved forskellig skridtgang!.
Ønsket om at opnå den meditative tilstand, som for nogle, kun opnås når de vandre alene!.
Stilheden!.
Tid til reflektion og mental sjælelig pleje.
Og så måske bare det,  i stilhed at nyde turen og naturen!

Ja, det virker måske for nogle lidt ophøjet, men tro mig.
Er man væk i uger, ja måneder og kun har det at tænke på, at vandre og at spise, og ingen andre problemer har at bakse med, så bliver man et noget andet menneske og begynder stille og roligt at tænke mere rationelt og langt dybere.
Når jeg skriver rationelt, mener jeg det at luse alle de dårlig, negative og destruktive tanker væk, som blot tynger unødigt meget i ens mentale rygsæk.

Dagens nationaliteter: Colombia, Japan, Slovenien, Brasilien, Tyskland, Spanien, og naturligvis Korea, hvis ferie periode er ved at være slut, så dem ser vi ikke så mange af som tidligere.

Caminoen har sin egen puls.
Ruten er sådan indrettet, at går man som de fleste ca. 25-30 km og dagen, så overnatter man sammen med de fleste fra dagen i forvejen.
Kommer man fra hinanden, fordi man måske ikke lige har overnattet på samme Alberge, kan der gå flere dage inde man møder folk igen, og så er gensynsglæden, om end endnu større.

Kan huske fra vores egne tur at vi havde mødet nogle ret tidligt på turen og var så gledet fra hinanden blot for et gense dem flerer uger efter i Katedralen i Santiago de Compostella.

Man skal have oplevet det for at kunne forså, hvor rørende et gensyn med nogle næsten komplet fremmede mennesker kan være, “blot” fordi man har delt vandring med dem i 2-3 dage, uger forinden. Det er stærkt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.