Onsdag den 31. januar 2018

Ja, jeg ved hvor dårligt vejret er i Danmark, men her fortsætter det med det gode vejr, med sol fra en skyfri himmel

Frost om natten til op af formiddagen, men så kommer varmen og her kl. 14,30 er der bliver 11 grader, men føles som væsentlig mere grundet solen, og at det er helt vindstille.

Har lige fået en lille solstrålehistorie ind af døren.
En mand på 46 år fra Sydafrika, Capetown og så en kvinde på 48 år fra Korea.
De mødtes sidste år på Caminoen, men igen af den fuldførte, grundet tidspres.
De har i løbet af efteråret talt sammen og blevet enige om at mødes igen i år I Ronsevalles ( Ved den franske grænse) og så tage hele turen sammen.
Så idag var de så nået til Astorga, og har ca. 9 vandredage tilbage.
Talte lidt med Estados, som manden hed om sydafrika, om Karins og mit besøg der og at jeg meget gerne ville tilbage og se Capetown.
Han kendte lidt til danmark og viste at der var et meget fredeligt sted.
Ja, det er det så sandelig også i forhold til Sydafrika.
Talte også om at der kun var de 9 dage tilbage inden, de stod i Santiago De Compostella, og at man derefter dumper ned i et lidt sort hold, når man kommer tilbage til, det virkelige liv.

Det er åbenbart gældende for alle, hvad enten man kommer fra Nord, Syd, Øst eller Vest.

Havde for første gang en lille udfordring med en lille gruppe på 3 personer.
Gemytlige mennesker. En yngre pige fra Rom, en mand fra Valencia og så en stor tysker fra Stutgart.
De havde åbenbart fulgtes ad hele vejen fra SPDP/ Frankrig, og havde det åbenbart rigtig godt sammen. Dejligt.
Som altid gør vi ret meget ud af at fortælle folk, at døren lukkes kl. 21,30 precist.
De gik ud og spiste og ringede her til Alberge da kl. var 21,10.

De sad på en restaurant og havde først lige fået suppen så den ville nok lige blive 21,35 inden de ville komme.
Oplyste at de måtte vælge mellem suppen og så en køje for natten, for jeg lukkede altså som varslet kl. 21,30.
Tyskeren kom så 5 minutter efter og vi havde en lidt “længere” snak om regulativerne.
Oplyste at vi fastholder det med 21,30.
Jeg fik så manden gjort foreståligt, at man selvfølgelig altid kunne komme ud af brand hensyn.
Den forstod han godt.  Han havde så, åbenbart efterfølgende fået kontakt til en Koreaner, som var på samme stue, om ikke de kunne ringe til ham og så kunne han så åbne døren, når nu suppen og at det andet var fortæret.
Jeg mødte dem kl. var ca. 22 da jeg skulle op og spise min aftensmad.
De hilste pænt, og sagde at nu måtte de jo sove ude i nat.
Da jeg kom hjem 22,45 var alt slukket, og ingen sov uden for.
Så løste dette lille problem sig alligevel og igen mistede ansigt.

Og så til dagens rigtig gode oplevelse.
Paulo, på 22 år fra Brasilien, Sankt Paulo, kom ind og var  ok.

Hyggelig peron og meget høflig.
Da jeg havde fået han indskrevet, tillod jeg mig at stille ham et meget personligt spørgsmål, hvis det var ok.
Det var det så.
Hvordan kan en 22 årig person fra Sankt Pauli, Brasilien, finde på at tage til Spanien for at gå Caminoen, helt alene.
Historien var den at Paulo var på et studieophold i Brigton i England for 4 1/2 måned for at studere engelsk.
Da julen indfandt sig, meddelte hans pige i Sankt Pauli, at deres forhold var slut.
Det havde åbenbart været et længervarende forhold, for for flere år siden havde hans tidlige venindes onkel fortalt om Caminoen.
En viden som han havde fået fra nogle venner som åbenbart havde gået Caminoen og som havde haft en rigtig god oplevelse.
Julen og Nytåret er for de aller fleste mennesker, et følsom tidspunkt, hvor tankerne går tilbage på godt og ondt, og man gør en slags staus.
Den gode Paulo trak en beslutning, som han på ingen måde, efterfølgende havde fortrudt.

Droppede ud af sit studie 2 1/2 måned før planlagt.
Købte udstyr og en Flybillet til Madrid.
Havde forinden taget kontakt til den engelske organisation for Pilgrimme og fået købt sig et Brittisk Crendecial som  han  fremviste.
Det var det, som tændte min nysgerrighed. Brasilianer og så et Brittisk Cretiensiale

På spørgsmålet om Caminoen nu også havde været det, som han havde håbet på, var svaret klart.
Det havde været hårdt.
At gå i sne til knæerne var nyt for Paulo, og de mange daglige vandringer på op til, for ham, 37 km om dagen havde været rigtig hårdt.
Men den samlede belastning, såvel fysisk som psykisk, var den som lå  i hovedet.
At samle sig selv op mentalt, når kræfterne “slap” op, og så alligevel fortsætte ved at sige til sig selv,  du kan, du skal, og så alligevel til slut nå dagen mål, det var hårdt, men også en personlig sejer.

Jeg slutte af med at spørge. Har Caminoen så også givet det du måske havde håbet på.

Paulus sad lidt, og hans blik flød lidt ud i universet, lidt fraværende, men meget bevist om det han sagde, kom svaret.

” Det er den bedste der er sket i mit liv”

Jeg elsker mit ophold her på Alberge.

Lidt senere, kom en ung pige på 22 år og en noget ældre kvinde på 62 år ind.
Den ældre så ikke ud som hun havde det godt.
De kom begge fra Chile, og var mor og datter.

Den unge pige talte meget godt engelsk, medens hennes mor intet engelsk kunne.

Spurgte til, hvad der fik en familie til fra Chile, til at tage til Spanien for at tage Caminoen.
Den unge pige oplyste lidt genert og “ydmygt”  at de havde behov for at være sammen i et “fælles rum, Caminoen” for at genfinde hinanden.

Kviterede med at oplyse at Karin, Sophie og jeg for 10 år siden gjorde den samme tur, og fandt hinanden, igen.
Ja, vi er forskellige, og alligevel ikke.

Har her, og  sidst på dagen været inde i et Internet firma for at få nogle papir billeder af Jerememus.
Det var godt nok svært
Hver gang jeg møder Jememus  på stien, og han er sammen med gode bekendte,  skal jeg fremvise de billeder som jeg har taget af ham for lang tid siden.
Nu er tiden inde til,  at Jerenemus, får et biled af sig selv, i stiveste puds.

Ak, Jenemeus var ikke på sin camino i dag.

Så overdragelsen af bilederne må ske på et andet tidspunkt.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.