Onsdag den 14. februar 2018

Ja så gik Prins Henrik bort, læste jeg i går aftes, lige inden jeg gik i seng. Det blev lidt sent.

Jeg har læst en del bøger, Biografier om Prins Henrik, og har i den grad fået et lang mere nuanceret biled af denne , desværre tidligere, meget store personlighed med det store og følsomme hjerte, for familie, kunst, musik og poisie.

Det var der sikkert en hel del andre danskere der også skulle have gjort, medens tid var, for så havde den generelle opfattelse af Prins Henrik, medens han var i live, helt sikkert været en ganske anden.
Rettidig omhug.

Nu skal jeg ikke skive en nekrolog, men kan ikke undgå at komme til at tænke på den dejlige danske salme, skrevet af Holger Lissner i 1991. og med melodi af  Peter Møller fra 1992.

Der er en vej,
som vi alle går alene,
den går mod mørket,
et ukendt skumringsland;
og ingen vender
tilbage fra de egne
med bud om, hvad vi
skal se bag tidens rand.
Der er en mand,
som i kærlighed til livet
gik ind i mørket
og bar det på sin krop.
Hvad ingen kunne,
det gjorde han for alle:
han blev til mørke –
og mørket lyste op.

 

Der er en lov,
som er stærkere end døden:
at kærligheden
vil få det sidste ord;
og Kristus rejste
den lov til lov for verden.
Nu gælder nåden
til trøst for dem, som tror.

Der er en vej,
som vi ikke går alene,
om end den fører
os til et ukendt land;
for Kristus venter
på os ved dødens grænse,
og han er livet,
vi får bag tidens rand.

 

Det iriterer mig rigtig meget, men linieskiftet mellem de 2 første vers kan jeg godt nok ikke få ind.
På kladden som ligger til grund for udgivelsen, er der en mege stor afstand. Men det må være mig som laver et og andet forkert.

Havde Gitte været tilstede, var fejlen rettet allerede,  i formiddags.
Ja Gitte. Hvis du læser lidt at mit meget skriveri ind imellem, kan jeg oplyse dig at jeg ikke har glemt dig, og din store hjælp til mit tidligere, daglige arbejde!. Håber du har det godt.

Kommer i tanke om at jeg i går aftes, efter at have læst det omkring Prins Henriks dødsfald, lå og tænkte i lang tid i sengen.

Tænkte tilbage.

Når vi har været på ferier, det være sig i Frankrig, Spanien eller for den sag skyldt USA, hvor rammende det er at komme tilbage til Danmark igen.
De nævnte steder er man meget høflige, og i Frankrig enda rigtig meget høflige

I begyndelsen af ferien komme det som regel lidt bag på os, og til tider virker det også lidt “overdrevet” Men langsom vender vi os til det, og finder ligefrem behag i også selv at gå langt i vores måde at være høflige på over for såvel hinanden, men så sandelig også over for andre.

Det virker helt naturligt og vi glædes ved det.

Nu gør jeg mig ikke bedre end alle andre Danskere.

Jeg kan selv være, endda meget kontant, hvis situationen byder sig.

Men vi danskere er  til tider meget kontante, umiddelbare, kompromisløs, og i trafikken, for manges vedkommende direkte hensynsløse.
At køre over for rødt er efterhånden, for nogle, blevet mere normen end undtagelsen.
Den berømte, berygtede, finger er for nogle blevet næsten hverdag, hvor plat den end er.

Er der så nogle som skiller sig for megt ud fra “flokken”  er Janteloven der staks.

Vi er et stolt folkefærd. Stolt over vort land og det vi har opnået, og det kan vi med god grund være.

Vi elsker at høre turister omtale vor lille torneroseland i rosende vendinger.

Ja, vi kan næsten ikke få nok.

Men hvorfor bruger vi ikke de værktøjer som nu en er os givet, den god vilje, empatien, til at forfine vor måde at være over for hinanden på, istedet for at blive mere og mere egoistiske og selvcentreret

Prins Henrik var et ganske “godt”, ja jeg bør vel skrive uhyggeligt, eksempel på vores mangel på forståelse og accept af  hinandens forskelligheder og anderledes måder at være på.

Han kom med silkeskjorter, laksko charmeklud om halsen, var lyrisk i sin tale havde ringe på fingrene og havde en alt for elegant facon til os danskere.

Vi var på det tidspunkt, og måske også lang tid efter stadig kulturelt bondske, i forhold til at kunne se og acceptere et særdeles veluddannet og kultiveret verdensmenneske.

Lad os bruge vor ulidelige bagklogskab, positivt denne ene gang, til fremadrettet at være langt mere tolerante og forstående for forskelligheder. Det være sig personligt, kulturelt, politisk som seksuelt.

Så vil vi i fremtiden med rette kunne kippe med flaget, med god samvittighed og samtidig svære stolte, af et rent hjerte.

Havde i dag vagten fra kl. 14.00 til 17.00 . Joche skulle først møde ind kl 20.00 så han var taget på en bustur til Leon ca. 50 km tilbage på ruten til Santiago de Compostela.

Sløv dag med får pilgrimme, men een var dog undtagelsen, Danske Peder fra Nordjylland.

Havde afsluttet  sit PHD studie i psykologi og pædagogik og taget rygsækken på nakken og fløjet syd på.

Stod nu i Astorga og  var godt tilfreds med Caminoen som den ind til videre havde formet sig for ham.
Havde dog desværre startet lidt hårdt ud, som havde givet sine konsekvenser, men som nu heldigvis var overstået.
Peder var lidt usikker på, om der nu også var åben Alberger på den resterende del af Caminoen.
Havde en rigtig god snak om det at vandre og den indflydelse det kan have på folk, og forskellighederne for hvorfor man vandre.
Rigtig hyggelig person som jeg foreslog at tage tjansen som Hospitaleros på et tidspunkt.

Med hans uddannelse, og med det “kundemateriale” man møder dagligt her på Caminoen må det være et slaraffenland for en person som ham.

Så kunne han jo ved samme lejlighed give lidt tilbage til Caminoen.

Håber og tror at Peder får en fortsat rigtig god Camino, og at han måske lyttede lidt til min forslag om muligheden for og nødvendigheden af, at der fortsat er folk der vil bidrage med et at være hospitaleros.

Det er ganske enkelt de enkelte Caminoer eksistensgrundlag, for et fortsat tilbud til Pilgrimme der kommer efter dig og mig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.