Mandag den 12. februar 2018

 

 

 

Jeg oplever ofte en sådan himmel når dagen starter.
Smuk stille og den ny dag er renvasket efter natten. Alt er nyt og frisk.
Vi starter på en frisk.
Så nu synes jeg også, at I kære læsere, skal havde denne fornøjelse, som start på dagens indlæg.

I dag kommer den nye Hospitaleros fra Madrid, Joche og er 53 år og har læst historie.

Kl. ca. 15 ankommer Joche så og virker som en meget frisk fyr med stort hår og meget gestikulerende.

Det viser sig så meget hurtigt, rigtig meget hurtigt,  at Joche intet andet kan af sprog en spansk .

Her har jeg, efter at have fjernet rigtig mange tyske gloser fra min hjerne, erstattet disse rigtig mange gloser med, tro mig.

Engelske.

Jeg har rigtig glædet mig til endeligt at kunne kommunikere på et lidt dybere/ højere plan med et venligsindet menneske, som på det sproglige plan, var min. på samme nevou som jeg selv.

Det er ikke specielt højt, men alligevel

Livet giver nogle gange en nogle gevaldig mavepustere.

Der er 9 dage tilbage inden jeg forhåbentlig sidder i bussen mod Madrid og flyet tilbage til Danmark.
Mit spansk er absolut ikke noget at skrive hjem om, og jeg skal virkelig anstrenge mig både i at forstå, men så sandelig også i at foremålere mig.

2 måneder med Spansk, Engelsk, Italiens, Koreansk, Japansk, Tysk, Schweitzertysk, Portugisisk, Brasiliansk ( Spansk med kraftig dialækt), Polsk, Ungarnsk, Hollandsk, Fransk, Russisk, Lettisk, Tjetjensk, Taiwansk, Kinesisk og så har jeg garanteret glem nogle nationaliteter.

Det er musik i ens øre, men sikken en musik.

Vi skal af hensyn til Politiet føre look-bog over hver enkelt overnattende person, som jeg vist også har nævnt tidligere.
Prøv at forstille jer alle de personers navne stavet, helt besynderligt, skal hver og en med hele ders navn nedskrives  i en speciel bog, med koloner som slet og et ikke er opbygget til at rumme alle disse navne.

Nogle har slægtsnavne indeholdende familienavne flere generationer tilbage i tiden.
Tænk at alle disse navne kan stå i blot, eet pas.

Aftalte med den nye Hospitaleos ( som kun taler spansk) at han ville tage lukkevagten, så jeg havde fri kl. 17.00.

Satte mig ind i den nærligende park, nød solen og det vindstille vejr, og filosoferede lidt over livet, og de mange sprog.
Det er ikke let at være “Reitered”

Gik op på den lille restaurant Cabacult kl. 19.00 hvor køkkenet normalt åbner.
Den søde kvindelige kok sad i restauranten og læste i en mega tyk bog.
Spurgte om køkkenet var åbent, og hun svarede at det var det og hun havde, trods det at det var mandag et enkelt stykke tun tilbage fra i går søndag, til mig.
Sød kvinde.
Kvitterede ved at spørge ind til, hvor lang tid et sådan stykke tun skulle have på panden.

Blev inviteret ud i køkkenet og så så hele arbejdsgangen, fra tunen blev placeret på panden til det igen blev fjernet.

Tun der er stegt for meget, er ganske enkelt uspiseligt.
Jeg var den eneste spisende person i restauranten, men en del stod ved bardisken og fik sig et glas øl- vin og en tapas, iden de surfede videre til næste restaurant.

Sidder nu og skriver lidt på min blok, og tænker på at jeg skal være morfar og Karin skal bære mormor.

Vi har vidst det et stykke tid, men Kathrine og Andreas ville gerne til den første undersøgelse og få resultatet af skanning, for at sikre sig at alt var ok, inden nyheden blev mere officeiel.
Og alt var ok.
Sikke de glæder sig de unge mennesker. Det bliver virkelig et ønske barn.

Karin og jeg har lover at donere en barnevogn.

Karin har allerede udset sig en lille raffer sag i mørkeblå, til en pris af !!!!!!!!!!!
Kathrine og Andreas skal naturligvis selv bestemme.

Morfar/Bedstefar, Mormor/Bedstemor.

Mærkeligt, det skal vi vist lige vende os til, men super glædeligt er det.

Sophie og Sebastian har jo, som tidligere nævnt, købt en lejlighed og er ved at sætte den i stand.
Det går hurtigere end beregnet med istandsættelsen, så Sophie kan ikke rigtig forlige sig med at jeg først kommer hjem om 9 dage. Det kan jeg heller ikke, for jeg savner dem virkelig.

Jeg har lover at spartle alle vægge og sætte væv / Microlit op, og male når jeg kommer hjem.

Nu skal jeg jo ikke glemme at træne til min Camino, men som det unge menneske har sagt tidligere.
Far, du kan da blot gå frem og tilbage til “arbejdet”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.