Fredag den 2. februar 2018

Har brugt formiddagen til at få vasket lidt igen. Det har sneet i nat og er hundekold. Sol skinner dog igen  fra en næsten skyfri himmel, så tøjet tørre hurtigt.
Vi har tørretumbler, men duften af luft tørret rent tøj, er rent guf for ens lugtesans.

Jeg skal blot arbejde fra 14,00 til 16,oo så der er masser af fritid i dag.

Ind af døren kom 64 årig Christoffer Ray, fra England. Newcastle.
Et meget fint menneske, blid i sin udstråling og meget privat.
Fik en længere snak, trods det meget private, og manden åbnede op, i den grad.
Var alene også hjemme i England, og holdt sig meget for sig selv.
Har en yngre bror, der åbenbart syntes, at noget skulle ske.
Broderen havde fået Christoffer til at købe vandreudstyr og med indholdt vejede hans rygsæk, 17 kg.
De var så sammen taget til SPDP, hvorfra de var vandret sammen, i 3 dage.

Så kunne broderen ikke afse mere tid, men det var planlagt forinde, og tog tilbage til sit arbejde og sin familie.
Han, Christofer, skulle åbenbart blot skubbes igang, som han selv nævnte.
Aldrig havde Christoffer tidligere fundet ind, til sin bror, så meget, som i de 3 dage

Efterfølgende har de aftalt, over telefon, at tage hele turen sammen næste år, ved samme tid.

Christoffer fortsatte, alene gennem sne i Pyanærerne, hvilket åbenbart var noget af en øjenåbner for den forsigtige og meget private mand.
Det sled naturlig på Christoffer, men gav ham også en helt masse at tænke på, ud over det bare, at holde ud.

Jeg tror Christoffer er lidt religiøs, for han lagde meget vægt på at fortælle omkring det spirituelle og den påvirkning, det for ham, havde været.
I stilheden og roen havde det givet anledning til flere og god, “samtaler” med Gud.
Freden og roen ved at vander alene bekom han godt, men det at være så tæt på andre og helt nye mennesker, hver aften på Alberge, var både skræmmende, men efterhånden også en gave, som han tog til sig.
At høre andre, vildt fremmede mennesker, tale om deres oplevelser, positive som mindre positive, gjorde at han også, så småt, gav lidt af sig selv.
På den måde havde han fået en kollosal øjenåbner.
Caminoen var hans aller første.

Jeg kunne fornemme, at Christoffer hjemme i Newcastle, var meget anonym og ikke havde den store omgangskreds.
Har selv været i Newcastle en enkelt gang, i arbejdsmedfør, og jeg tror ikke jeg har oplevet noget ligende. Gammel nedlagt mineby, overgået til bilproduktion, der også var lukket ned, og så efterfølgende overladt definitivt til dem selv.
At være ensom, blandt tusinde mennesker, er desværre gældende for rigtig mange, hvor uretfærdigt det end måtte være.
Hvor er alle vi andre, jeg slår ikke alle over en kam, der har overskud, eller er vi blevet så egoistiske, at vi er os selv nok?

Nej vel.

Tilbage.
Christoffer vandre måske ikke så hurtigt som de unge løver, men ok alligevel.
Han fortale, lidt fjernt og meget eftertænksomt, om flere personer han havde mødt undervejs, og som jeg kunne nikke genkendende til.
De havde været her for dage siden.
Brasilianeren, med Gittaren som jeg desværre aldrig fik hørt. Til gengæld havde han spillet på den restaurant som jeg anbefalede til morgenmad, til stor glæde for de tilstedeværende. Det ville jeg gerne have hørt.
Den Chilenske mor og datter, franskmanden og ikke mindst nogle koreanere.
De, korianerne var for ham en meget positiv oplevelse. Høflige og meget spirituelle og meget omgængelige.

Set i lyset af Christoffers hverdag hjemme i Newcastle, i et meget lukket miljø, hvor han måske ikke selv opsøger andre, hvor fremmede nationaliteter er en sjældenhed, må Caminoen og mødet med så  mange fremmede mennesker, fra så mange ” Nye “ nationer være en kollosal omvæltning for Christoffer.

Mødet med  mange mennesker, som giver, uden du spørger, og du selv byder ind, uden du bliver spurgt, stort som småt.

Det er Caminoen i en nødeskal.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.