Fredag den 12. januar 2018

Som jeg skrev tidligere, begynder dagene at ligne hinanden lidt.
Trængte til lidt morgenservering og tog derfor på Cafe kl. 07,30 og fik min morgenmad.
Ristet brød med smør og marmelade og så 2 gode kopper kaffe.
Billigt og godt givet ud, og var så samtidig fri for at vaske op bag efter.

Vi havde fået en ung ( 43 år ) argentinsk kvinde ind i går aftes, efter jeg havde forladt kontoret.
Hun havde fået den opfattelse at hun blot skulle være ude kl. 09,30, så da jeg gik en runde kl. 08,30 for at sikre mig at alle var ude, lå hun og snork sov.
Hun var ganske overbevist om at hun var blevet lovet tornerosesøvn til kl. 09,30, selv om det står skrevet tydligt på væggen ved indskrivningen, at der er kl. 08,30.
Hun lignede en der havde haft behov for en god nats søvn, så hun fik lov til stille og roligt at komme til hægterne, og forlod os da også kl. 09,30

Spanieren fra Bilbao, med den alt for store stortå, forlod Alberge her til morgen kl. 08.00 blot for at vandre rundt i Astorga til han skulle til læge hen på formiddagen.
Meget godt klaret under de konditoner.
Kom tilbage lidt efter åbningstid med lommerne fulde af medikamenter, og spurgte om ikke det kunne blive til en dag mere på vort Alberge
Refugier“. har det vist udviklet sig til.
Vi har masser af ledig kappasitet p.t. så vi forbarmede os over ham, så han bliver nok hængende en dag mere til der er bedre plads i støvlerne og helbredet generelt har det bedre.

Fik købt mig et par pæne benklæder her i formiddags, i en lidt speciel farve, men ok.
Byen er lille, og alle kan se at man ikke er  en af de fastboende, så efterhånden begynder folk at hilse.
Så kan jeg da ikke gå rundt i næsten de samme bukser, dag efter dag !.

Da jeg overdrog kontoret til Lucy her kl. 14.00 fandt vi ud af at vi havde en person mere end der var registreret.
Inkognito hedder det vist.
Men kassen stemte ikke helt, med det antal Pilgrimme som var registreret. Plus 5 €.
Så nu spørger Lucy hver og en der passere henne, hvad de hedder, for at finde den blinde passager.

Nogle gange kan det godt være lidt hektisk når der kommer mange af gangen.
Alle taler, stønner,  bakser med rygsækken og taler en masse forskellig sprog.
Til sidst ender det med at jeg lægger det hele sammen og taler Esperanto, i det svage håb at gøre alle forståelig, hvor jeg vil hen.
Det hjælper ikke.
Ingen taler Esperanto, nu om dage!.

Gik ud for at spise her til aften på mit vanlige sted hvor en Pilgrimsmenu koster blot 9 € for 3 retter mad.
Ikke den store kokkekunst, men ok når jeg ikke er specielt sulten.
Kom hjem kl. 21.55 og kunne konstatere at Alberget var lukket, i den grad.
Normalt lukker vi ikke døren således at man ikke kan komme ind ude fra med nøgle.
Det havde Lucy gjort.
Jeg bankede og bankede.
Intet skete.
Jeg bankede igen, og igen, og var glad over at have min Europæriske sygeforsikring i orden inden morgendagen forventlige lægebesøg, med min hånd.
Efter mit længerevarende håndarbejde med døren, åbnede Lucy dog døren,  i forundring  over jeg ikke have meddelt henne at jeg ville  ud at spiste.
Herre jemini, jeg er 70 år,  og skal vel ikke bede om lov til at spise ude!.
Lucy havde glemt at vi ikke stænger døren inde fra.

Alt forladt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.