Tirsdag den 13. februar 2108

 

 

Så blev det snevejr, som formentlig vil vare ugen ud, og dagens vejrbiled er fra mit værelse på 1, sal

Joche viser sig at være lidt af en guttermand. Vi fik hurtigt aftalt hvordan vi skulle fordele arbejdsopgaverne, Jeg forslog at han tog køkkenet og jeg gulvene og terrassen.
Det har jeg vænnet mig til, og fundet en metodik, så arbejdet bare kører.

Køkkenet kan godt nære lidt narsty en gang i mellem.
Koreanerne laver som regel varmt mad såvel morgen som aften, og da der er begyndt at komme mange af dem igen, er det ikke altid en sjovt syn at komme der om morgenen.
Dette til trods for, at Pilgrimmene selv skal vaske og ryde op efter sig selv
Køkkenet var ok i dag, så Joche hjalp med med gulvene uden at spørge forinden.
Det er et godt signal at sende.

Tidspunkterne for Arbejdetfordelingen  med modtagelsen af pilgrimmene overlod jeg til Joche.
14.00-17.00 Joche. 17-20.00 Jesus. 20.00-21,30 Torben. Joche og jeg veksler hver anden dag.

I weekenderne hvor Jesus ikke kommer, er det 14.oo-18.00 og 18.00-21.30. Der veksler vi så også.

Det lover rigtig godt for den resterende tid.

I det hele taget er jeg ret imponeret af Joche.
Får arrangeret at få fri i 14 dage fra arbejdet, for at tage fra Madrid til Astorga (400 km) ulønnet, og hjælpe Alberge ud af en uheldig situation.

Der er altså noge af de mennesker som helhjertet går ind for dette arbejde.
Jeg har skrevet lidt om det tidligere, men jeg tager virkelig hatten af for de mennesker.
Det er altså gode mennesker, helt ind  i deres sjæl.
Her kan man vist godt tale om næstekærlighed.

Lidt ærgeligt med den vejrændring nu vi har fået arrangeret nogel fornuftige arbejdstider.

Jeg ville gerne havde været ud og gå nogle længere ture 25-30 km., med er ikke lige hug på at gøre det i snevejr.
Vandrestøvler er ikke gode på sne og is, og falder jeg, og kommer uheldig af sted, er det ikke sagen og ligge og rode “in the middle of nowhere” helt alene.

Nå nu får vi se. Det bliver måske ikke nødvendigvis snevejr hele perioden som lovet.

 

Ejeren, et rigtig sympatisk menneske, dennes datter og så kokken i midten fra Las Termas

 

Har lige værte oppe og spise igen på Las Termes. info@restaurantelastermas.com og fået Cocido Maragato. Fik igen den ypperligste og fine betjening som sidst. Maden var igen bare så god, så nu vil jeg lige hjem og flade lidt ud inden jeg skal på arbejde i aften kl. 20.00.
Det var sådan set med velbegrundet hu at jeg netop valgte dagen i dag. Så var der både tid til at spise og fordøje maden.

Har desværre måtte læse fra Karin, at hun ligger med influenza og 38,5 i feber.

Og det er Karin som “aldrig” får feber. Og så i vinterferien.

Det har godt nok været under opsejling i nogle dag, men Karin mente også det kunne være eventuelle eftervirkninger fra at have gået og vaske køkken ned hos Sophie og Sebastian med nogle kradse rengøringsmidler.

Har lige talt med Sophie, som har fået en så flot forlovelsesring af Sebastian.

3 store  brillanter i hver sin krone. Sophie er bare stå stolt og glad. De blev godt nok forlovet Nytårsaften i år, men det mere synlige bevis på alliancen, har de fundet frem til nu.

Flot lille skat, og endnu engang tillykke med forlovelsen, begge to.

 

Mandag den 12. februar 2018

 

 

 

Jeg oplever ofte en sådan himmel når dagen starter.
Smuk stille og den ny dag er renvasket efter natten. Alt er nyt og frisk.
Vi starter på en frisk.
Så nu synes jeg også, at I kære læsere, skal havde denne fornøjelse, som start på dagens indlæg.

I dag kommer den nye Hospitaleros fra Madrid, Joche og er 53 år og har læst historie.

Kl. ca. 15 ankommer Joche så og virker som en meget frisk fyr med stort hår og meget gestikulerende.

Det viser sig så meget hurtigt, rigtig meget hurtigt,  at Joche intet andet kan af sprog en spansk .

Her har jeg, efter at have fjernet rigtig mange tyske gloser fra min hjerne, erstattet disse rigtig mange gloser med, tro mig.

Engelske.

Jeg har rigtig glædet mig til endeligt at kunne kommunikere på et lidt dybere/ højere plan med et venligsindet menneske, som på det sproglige plan, var min. på samme nevou som jeg selv.

Det er ikke specielt højt, men alligevel

Livet giver nogle gange en nogle gevaldig mavepustere.

Der er 9 dage tilbage inden jeg forhåbentlig sidder i bussen mod Madrid og flyet tilbage til Danmark.
Mit spansk er absolut ikke noget at skrive hjem om, og jeg skal virkelig anstrenge mig både i at forstå, men så sandelig også i at foremålere mig.

2 måneder med Spansk, Engelsk, Italiens, Koreansk, Japansk, Tysk, Schweitzertysk, Portugisisk, Brasiliansk ( Spansk med kraftig dialækt), Polsk, Ungarnsk, Hollandsk, Fransk, Russisk, Lettisk, Tjetjensk, Taiwansk, Kinesisk og så har jeg garanteret glem nogle nationaliteter.

Det er musik i ens øre, men sikken en musik.

Vi skal af hensyn til Politiet føre look-bog over hver enkelt overnattende person, som jeg vist også har nævnt tidligere.
Prøv at forstille jer alle de personers navne stavet, helt besynderligt, skal hver og en med hele ders navn nedskrives  i en speciel bog, med koloner som slet og et ikke er opbygget til at rumme alle disse navne.

Nogle har slægtsnavne indeholdende familienavne flere generationer tilbage i tiden.
Tænk at alle disse navne kan stå i blot, eet pas.

Aftalte med den nye Hospitaleos ( som kun taler spansk) at han ville tage lukkevagten, så jeg havde fri kl. 17.00.

Satte mig ind i den nærligende park, nød solen og det vindstille vejr, og filosoferede lidt over livet, og de mange sprog.
Det er ikke let at være “Reitered”

Gik op på den lille restaurant Cabacult kl. 19.00 hvor køkkenet normalt åbner.
Den søde kvindelige kok sad i restauranten og læste i en mega tyk bog.
Spurgte om køkkenet var åbent, og hun svarede at det var det og hun havde, trods det at det var mandag et enkelt stykke tun tilbage fra i går søndag, til mig.
Sød kvinde.
Kvitterede ved at spørge ind til, hvor lang tid et sådan stykke tun skulle have på panden.

Blev inviteret ud i køkkenet og så så hele arbejdsgangen, fra tunen blev placeret på panden til det igen blev fjernet.

Tun der er stegt for meget, er ganske enkelt uspiseligt.
Jeg var den eneste spisende person i restauranten, men en del stod ved bardisken og fik sig et glas øl- vin og en tapas, iden de surfede videre til næste restaurant.

Sidder nu og skriver lidt på min blok, og tænker på at jeg skal være morfar og Karin skal bære mormor.

Vi har vidst det et stykke tid, men Kathrine og Andreas ville gerne til den første undersøgelse og få resultatet af skanning, for at sikre sig at alt var ok, inden nyheden blev mere officeiel.
Og alt var ok.
Sikke de glæder sig de unge mennesker. Det bliver virkelig et ønske barn.

Karin og jeg har lover at donere en barnevogn.

Karin har allerede udset sig en lille raffer sag i mørkeblå, til en pris af !!!!!!!!!!!
Kathrine og Andreas skal naturligvis selv bestemme.

Morfar/Bedstefar, Mormor/Bedstemor.

Mærkeligt, det skal vi vist lige vende os til, men super glædeligt er det.

Sophie og Sebastian har jo, som tidligere nævnt, købt en lejlighed og er ved at sætte den i stand.
Det går hurtigere end beregnet med istandsættelsen, så Sophie kan ikke rigtig forlige sig med at jeg først kommer hjem om 9 dage. Det kan jeg heller ikke, for jeg savner dem virkelig.

Jeg har lover at spartle alle vægge og sætte væv / Microlit op, og male når jeg kommer hjem.

Nu skal jeg jo ikke glemme at træne til min Camino, men som det unge menneske har sagt tidligere.
Far, du kan da blot gå frem og tilbage til “arbejdet”

 

Søndag den 11. februar 2018

Så blev det søndag og jeg har fornøjelsen af at have hele dagen, om ikke for mig selv, men blot være ene mand på kontoret.
I morgen aften kommer den nye Hospitaleros.
Efter havd Veronica oplyser, så er han et yders sympatisk menneske, og taler også engelsk.
Dejligt for jeg var så småt begyndt at tænke og drømme på tysk.
Så er man da langt ude.

Var til messe til middag og den adskilte sig lidt fra de tidligere ved at den person som synger på smukt, var erstattet af en kvindekor.
Dagen i dag er vist dedikeret til noget specielt, med hensyn til at indsamle midler til nødlidende mennesker i verdenen.
Der deltog desuden 6 præster denne gang mod normalt blot 4.

 

Minos Unidas oversat til “Forende hænder”

Forinden misas var jeg på Katedralmuseet. Et rigtig flot besøg med et hav af meget gamle effekter primært religiøse, men også et guldskrin fra år 960 som var en gave til Alfonso den I.
Efter hvad jeg kunne læse mig til, er skrinet verdenskendt.
Gamle bibler fra år 1000, så smukt og sirligt forarbejdet. At tænke sig til at munke for så lang tid siden har siddet og udført dette kolossale arbejde, er tankevækkende.

 

Guldskrinet til Alfonso den I fra år 960
Bibel fra år 1000. Tænk på det kolossale arbejde der har ligget bag med at skrive og tegne/male

Det var hensigten at jeg ville ned og spise frokost hos  Restaurant Termes, hvor jeg tidligere har været og fået  lækker frokost Corsido de Malagato.
De har været på ferie, og stedet har været lukket i næste 14 dag.
Restauranten åbner kl. 13.00 og jeg var der på klokkestedt.
Jeg skal jo arbejde og være klar kl. 14.00, så tiden talte.
Der var åbent, men ingen personale. Hverken faderen eller datteren.

Gik ud i køkkenet hvor jeg kunne se at der stor en kvindelig kok, så jeg spurgte om de havde åbent.
Jo, jeg skulle bare sætte mig ind og vente ca. 5-10 min så vill tjeneren komme.
Sagde hvem jeg var, og at jeg skulle arbejde og kun havde 45 min.
Om jeg kunne få  Menu de Dias.
Det kunne jeg ikke.
De serverede kun Corsido de Malagato.

Så gik jeg.
God råd var dyre. Havde kun fået 2 yougurth til morgenmad og skulle være alene på arbejde til kl. 21,30 i aften, så noget skulle fortæres.

Har tidligere gået forbi et Pizzaria et udtal af gange, men aldrig set nogen derinde.
Pænt ren  og tiltalende, men hvordan var råvarerne, når igen kommer der.
Tog chansen og gik ind.
Stor, meget stor mand kom og spurgte havd jeg skulle have.
De havde en holder hvor der var billeder af de enkelte pizzaer, så det var sådan set ok.
Blev lidt overstadig og bestilte en gummepizza og en Cola. 13,40 €
Det var godt nok dyrt. En cola koster 1,5 €

Det ville tage 15 min. før min dyreste til d.d. ville blive serveret. Det er første pizza på hele min tur.
Da den ankom kunne jeg se årsagen til prisen var den det var.
Se selv billedet. Det var en dobbeltbundet.

Personen som jeg beskrev tidligere som tilberedyte og serverede pizzaen kunne se på mig at jeg var lidt overrasket.
Klappede sig på sin alt for store mave og serverede jorden største smil.
Jeg spiste halvdelen og fik resten med i en pizzaæske så jeg har til aftensmad. Puha.Da Da.

Det var hunde kold uden for og iden for.
Døren til Pizzariaet som var med automatoplukke, åbnede hver gang folk gik forbi på vejen uden for, så temperaturen ude som inde vedblev næsten med at være den samme.

Har lige fået 2 unge mænd på 21 og 20 år fra Uruguay som begge var startet fra den franske side.
Spurgte hvad der fik 2 unge personer til at tage fra Uruguay til Spanien, for at vandre Caminoen, svarede de at de havde set filmen The Way som er en helt kultfilm inden for vandreverdenen, så det ville de også prøve kræfter med.
Filmen, som er amerikansk og utrolig smuk naturfilm, handler i sin enkelthed om en far og dennes søn, som skulle gå caminoen sammen, men uheldigvis dødede sønnen forinden og faderen går så Caminoen alle for at mindes og bearbejde sorgen over at have mistet sin søn.
Han medbringer urnen, hvis indhold skal spredes i Finnisteres. Verdens ende

Har lige siddet og talt  med 48 årig Herbert, en tysker som har gået 5 Caminoer. Blandt andet den på øen i Japan med de 52 templer, som dansk TV og Bertelsen har lavet en serie med.
Interessant person, og en meget erfaren vandre.
Talte også om det at være frivillig, i 2 måneder, og om hvordan fremtiden tegner sig netop med hensyn til frivillige.
Et rigtigt behageligt menneske, men kunne ikke selv tænke sig at blive Hospitaleros.
Ret tankevækkende når vi lige havde talt om hvor nødvendigt det er at der er nogle som også giver, og ikke blot tager.!!!!

Så kommer dagens solstrålehistorie.

Klokken er 20,30 og ind af døren kommer David på 24 år fra Brasilien.
David havde ikke været været til Misas en helt uge, og  det havde han det meget dårlig med.
Derfor var han til Misas i Leon i Katedralen kl, 12.00, men kunne desværre ikke også nå konfession.

Der er 52 km til Astorga, fra Leon. Det er altså lang at gå.

David var nået til et punkt uden for Astorga, hvor der er et meget berømt kors.
Jeg har tidligere lagt et biled ind af det, da jeg selv var ud og gå.

Den god David var gået helt flad og kunne ganske enkelt ikke gå mere, da han nåede det punkt.

Der holdt en bil ved korset og i den var 2 personer. De kunne åbenbart se på David, at den var gal.

Det viste sig at den ene var Katolsk præst og den anden var en fra menigheden.

Davis fik en snak med præsten og fik samtidig sin Konfession, og tilbage kom kræfterne, og han fortsatte de ca. 5 km der til Alberge.

Jeg kunne se på ham, at han mente der var sket noget, lidt ud over det sædvanlige.
Han var forundret og er formentlig meget religiøs.
Noget større, havde båret ham igennem, som han sagde.

Han virkede  lidt spidet, men også kolossalt glad for at være fremme.
Det er bæl mørkt uden for og har værte det i 1 1/2 time.

David spurgte om jeg var katolik, og måtte glad erkende at jeg var protestant, men benyttede lejligheden til at oplyse, at vi jo havde troen, på den samme Gud.
Så gav vi hinanden hånden og Davis spurgte til mit navn.
Man oplever virkelig mange dybe ting i denne stol.

Den gode David kunne ikke nå at gå i byen og få noget at spise, og havde heller ikke får noget at spise hele dagen
Fik en dåseøl fra en af de ander pilgrimme og så fik han min aftensmad, resten af pizzaen fra i frokost.
Jeg går op og spiser som i aftes når jeg har “puttet” mine Pilgrimme.
Håber de ikke laver rav i den medens jeg er væk.

Lige som jeg skal gøre kassen op kommer en 25 årig ung pige fra Rusland ind ca. kl. 21.
Var lige landet med bussen fra Madrid ( 4 timers kørsel) og skal starte op herfra i morgen tidlig.
Hun fik en seng.
17 pilgrimme i dag,  7 1/2 time på kontoret uden pause og ene mand på kontoret. Jeg elsker det.

David kom tilbage, lige som jeg stod og skulle ud og spise, der manglede 5 Pilgrimme i at komme tilbage og klokken var 21,28.
Han spurgte hvor meget han skyldte mig for pizzaen.

Donativo.

Det forstår enhver, med spansk forståelse.
Han virkede glad, og sagde mange tak, og god nat.

Gik ud for at låse, og uden for stod de sidste 5 Pilgrimme og grinede.
Jeg tror at den spanske humor er meget lig den danske.

Er lige kommet hjem fra Byens Hotel.
Det er godt jeg snart skal hjem.
Maden var som sådan ok , men menuen, den samme som alle de andre søndage.
Blandt andet de stærkt forurendede kæmpereger fra Mekondeltaget i Kina.
Hvor mange gange kan man mon spise disse, inden systemet slår fra!
Vedbliver med at give lidt drikkepenge, til trods for krigen med køkkenet i forgårs.
Alle er glade.
Kom hjem til et Alberge, som stadig bestod i bedste velgående, og alle var gået til ro.

Det har været en lang dag og klokken er nu 23.05 og skal op kl. 06,30
God nat kære læsere.

Lørdag den 10. februar 2018

Ja, det kan jo ikke blive ved med at gå godt hver dag, det med kl. 08,30

Havde besøg af 1 italienere, 1 fra USA og så 1 fra Ungarn, hvor specielt den sidste var lige i overkanten af hvad der er sjovt.
“Lidt” overgiret og en meget stor verdenmand ca. 25-27 år. Det var ham fra Ungarn.
Virkede som ham havde lugtet til lidt sjov tobak.
Fornemmede at vi nok kunne få nogle udfordringer med dem.
De havde fulgtes sammen fra SPDP på den franske side, og havde så holdt sammen siden.

Men det gik nu meget godt, lige ind til her til morgen.

Da jeg kom ned og startede de gregorianske morgensangere kl. 07,30, sov hele flokken.
Vi havde 16 pilgrimme til overnatning, og de var flokken.

Måtte  pænt vægge næsten hver enkelt og gøre opmærksom på at der kun var en time til de skulle være ude, ikke af sengen, men af Alberge.

Når man ligger 10 personer på et værelse og der er varmt, måske meget varmt, og har gået langt dagen forinden og fået lidt meget rødvin, eller det som er stærkere, springer de færreste ud af køjen i begejstring over at blive vækket.

Det var der så heller ikke nogen af de 16 der gjorde.

Har lært mig, at det ikke hjælper så meget at nævne klokkeslettet hver 5 minut.
Den form for informativ service praller af på de fleste.
Men at stille sig op og se venligt på folk, kan godt animere de fleste til at sætte tempoet op.

Men de 3 var bare helt uden for pædagogisk rækkevide.
De var komplet lige glad med mig, og hvad klokken var.

Udså mig den af de 3 som virkede mest fornuftig og sagde pænt til ham at jeg ikke syntes de var særlige samarbejdsvillige, taget i betragtning af jeg faktisk på en pæn måde havde forsøgt at gør dem foreståligt, at man på Alberge har nogle regler og dem skal alle rette sig efter. Klokken er 9.00.

Minsandten om ikke ham, jeg havde udset som den kloge, spurgte mig om jeg var tysker.

Meget er jeg blevet beskyldt for i mit lange liv, men ligefrem at være Tysker.

Oplyste helt i henhold til sandheden, at jeg var dansker.

Manden blev lidt flad og sagde ikke mere.

Til gengæld spurgte jeg så vedkommende hvor ham kom fra.
Han svarede Italiener.

Jeg nikkede og smilte og tænkte i mit indre så så kan jeg bedre forstå, men det sagde jeg nu ikke.
Den unge kloge italiener sluttede så af med at skrive på engelsk i gæstebogen, lige inden han gik ud af døren.

Sjov, og en ok bemærkning. Den kunne godt have være langt værre.

 

 

Gik mig en tur her til formidag og mødet som sædvanlig Jeronimus.
Fik  os en lille sludder om vejr og vind som for øvrigt var rigtig kold. -1 grad til morgen.

Havde ikke rigtig fået noget morgenmad ud over 2 stk. yoghurt og så en kop kaffe.

Gik ned ved Katedralen på en restaurant der, og fik mig en god Brokadillo med ost, skinke og tomat, og så en god kop kaffe.
Gav udtryk for at det havde været en rigtig kold spadsertur.
2 min. senere kom tjeneren med en lille kop i stentøj.
I den kop var der en meget lækker suppe, brandvarm.
Det kalder jeg sandelig service, og betænksomhed.
Det varmer, i mere end en forstand.

Da min vagt sluttede kl. 17.00 kom Jesus som aftalt, og jeg gik op på mit værelse. Troede jeg.

Pludselig var min værelsesnøgle væk fra nøglebundtet. Jeg havde tabt den.
Der er  i nøgleringen en sådan anordning, som er lidt løs og godt kan svigte.
Havde låst døren lige inden jeg skulle på vagt, så et sted i huset måtte den  nøgle være.
Jeg ledte og ledte og fandt intet.
Der er i huset ca. 1.000 døre og ca. 1.000 forskellige nøgler.
Absurd.
Der er i et nøgleskab et utal af nøglebundter med et utal af forskellige nøgler.
Jeg tog hele molevitten og gik op og prøvede hver enkelt nøgle.
Intet passede.
Gik ned til Jesus og spurgte hvad jeg skulle gøre. Der måtte da være en hovednøgle, eller en reservenøgle.
Det var der ikke.
Hans løsning var, at der jo var masser af tomme værelser så måtte jeg jo tage et af de andre til på mandag, hvor vi kunne få en låsesmed.
Det var fredag eftermiddag.
Vi er i Spanien. Olé
Støvede huset igennem, igen, og igen, og igen, for til sidst at finde den tabte nøgle ude i gangen hvor den lå helt op af fodpanelet.
Det var ikke sjovt.

Jesus som er mangeårig lærer her i Astorga på en skole for børn med udfordringer er nu gået på pension, er 73 år, men har ikke mistet lysten til at lære nyt. Har gennem længere tid gået til fransk og da vi i de sidste 2 dage har haft en mor og hennes 15 årig datter fra Frankrig boende, har Jesus overtalt datteren til at overhøre at Jesus læser højt af en lærebog.
Klokken er 21,10 og jeg skal snart lukke ned.

Har lige været oppe og spise på mit gamle sted.
Byens Hotel skal mærke at vi danskere ikke finder os i alt.
Det var nu et dårligt valg. Fredag aften.
Det har jeg ikke prøvet før det sted.
Et hav af støjende spanier hvor den ene råben højere end den anden.
Alle står op og gestikulere, og er i værdigt godt humør.
De har sikkert surfet rundt et par steder forinden.
Fjernsynet kørte som vanligt  med FODBOLDT, Leal Madrid mod et andet hold som jeg ikke lige kan huske. 4-0 til RM i første halvlej.

Anden halvlej forsvandt i menneskemængden.

Forinden jeg gik op og spiste, havde jeg som vanligt gjort kassen op, og der manglede 5€ ,svarende til een Pilgrim.
Det er første gang at der har manglet penge i kassen, i den tid jeg har været her.

Der er kun 11 overnattende, og da jeg har indlogeret de 9 og Jesus de 2, er der jo en overvejende matematisk sandsynlighed for at det er mig som har lavet en fejl.
Sagde til Jesus at den tog jeg på mig, og ingen, absolut ingen indvendinger.

Mon Jesus har undervist i stadestik, og derfor hurtigt har kunnet se at udfordringen og løsningen lå i at jeg betalte.

Jesus meddelte sådan lidt henkastet efterfølgende, at så ses vi på mandag.
Det er fredag.

Jeg var lige ved at fordøje den med de 5 €, så jeg spurgte lidt frivolt, om jeg skulle være alene hele lørdagen og søndagen og svaret var .
JA.
Fin fyr, ham Jesus.

Fredag den 9. februar 2018

Så forlod min Kollega Lucy Alberge her til morgen, og rejste hjem til Schweitz.
Det sidste hun sagde i går aftes var at det skulle hun have gjort for lang tid siden, både af hensyn til henne selv men også hensyn til mig.
Jeg tror det var en klog beslutning.
Hun havde det ikke godt.
Der er i den slags situationer der altid astedfører nogle udfordringer, som skal klares.
Juhan Carlos, Præsidenten for organisationen, har nogle kontakter i Spanien han kan trække på i den slags situationer.
Det er desværre ikke så sjældent at det sker.

På mandag aften kommer en mandlig Hospitaleros fra Madrid som har været her 4 gange tidligere i kortere perioder. Han har mulighed for at være her til 1. marts hvor det ægtepar som normalt er grundpillen i Alberge kommer tilbage fra deres 2 måneders årlige ferie.
Så dagen i dag, lørdag og søndag klarer Jesus og jeg arbejdet.
Han med 4 timer og jeg resten
Veronika, vore faste og søde rengøringshjælp, tager i de 3 dage, køkkenet.

Har haft store vaskedag i dag så skabene er “fulde” af velduftende rent tøj.
Mødte ind kl. 14.00 og fik åbnet og sad så og ventede på de første pilgrimme.

Det blev Engel på 69, en spanier som talte rigtig godt engelsk som blev den første.
Han kom tilbage efter en halv times tid og sagde at der var hundeholdt og jeg måtte gøre noget.

Ærligt og oprigtigt. Hvad kan man forlange for 5€. Ja, ok nok også lidt varme.

Ganske rigtigt. Der var intet varme på værelset.
Radiatoren var gået kold
Var rundt og mærke på de ander radiatorer og intet fungerede.
Pilgrimme begyndte at indfinde sig og en lidt underlig stemning begyndte at brede sig

Den gode spanier, dagens første pilgrim, proklamerede højlydt at der intet varme var i huset.
Man kunne se på folk at de overvejede at finde anden ovenatning.
Det er der bare ikke inde for de nærmeste 10 km.
Jeg ringede til Juhan Carlos og forklarede udfordringen, og han kom 10 min. senere.

Gik ned og så det fyr jeg aldrig havde set før. Fyret kørte lystigt.
Den teknisk udfordring er, at der først laves varmt brugsvand inden at der laves varmt vand til centralvarmeanlægget.

Jeg havde skruet op for centralvarmen ca 13.40 og nu var kl. 15,20.
Juhan Carlos nussedede lidt med  de enkelte termostatventiler og så kom der gang i det gamle fyr.
Så ved jeg det til “Næste” gang.

Fortalte det til Jesus, som kom kl 16.00.
Han sagde tørt, at den viden skulle en dansk arkitekt havde som sin grundviden.
Håber han havde et meget stort smil gemt bag sit stenansigt.

Her  er man ikke så gavmild med at dele siden viden.

Ind af døren trådte en Pilgrim som jeg havde set før. Hjemme eller hvor!
Det var en lille Tysker som havde værte her før for en måned siden på vej til Santiago de Compostella.
Nu var han på vej den anden vej.
Jeg spurgte sådan lidt i spøg, hvor mange gange han havde tænkt sig komme forbi.

Han trak lidt på begge skuldre, og sagde at foreløbig havde han været her 5 gange og han ville nok komme igen, og igen.
Manden levede på Caminoen.
En lidt stille og rolig person på 50 år, pæn i ord, påklædning og handling, men lidt speciel.

Lidt senere kom en lyshåret fyr ind og jeg var overbevist om at han var tysker.
Han var dog en 21 årig dansker,  med hollandsk pas, da begge hans forældre var hollændere, men han havde hele sit liv boet i Holstebro.
Kom på Mountainbike, og hold fast, kørt fra Holstebro til det sydlige Gibraltar og var på vej hjem igen. ca 5.500 km for nærværende.

Var startet i begyndelsen af september 2917 efter afsluttet studentereksamen i sommer.

Havde kørt gennem Portugal og lært lidt Portugisisk, og var nu ved at lære sig lidt Spansk nu han var i Spanien.
Havde juleaften overnattet i sit telt og fået Pizza på en campingplads.
Turen i dag havde være lidt hård, ca. 100 km i bjergrigt terræn gjorde at han i dag tillod sig den luksus at bo på Alberge.
Hans budget lå på ca 90 kr.pr. dag, men havde være under kraftig angreb flere gange, grundet 7 punkteringer, hvor nogle havde være drastiske, med flækket slanger.

Var væltet 5 gange uden de store udfordringer med havde cykelhjelm på når han kørte,  hvad han ellers normalt ikke bruger i Danmark.
Havde planlagt at cykle gennem Tjekkiet og videre til Letland inde turen skulle slutte

Glædede sig til at komme hjem og genoptage, starte sit studie op med datateknologi
En rigtig nørd.

Der er lidt udfordringer med kun at være een Hospitaleros på Alberge.
Der skal være en Hospitaleros til stede på Alberge når der er boende Pilgrimme.
Lukker og låser kl. 21,30 og skal så op og spise i byen i en fart og skynde mig hjem igen, hvis noget skulle indtræffe.
Nå, men det er kun til på mandag aften, så det går vel nok alt sammen.

 

Et lidt dårligt biled af et biled som viser når der er fuld besætning på af personale om sommeren med 160 besøgende Pilgrimme hver dag

Er lige kommet hjem kl 22,45 noget forsinket fordi det er fredag aften og “alle” er i byen. Spiste igen på byens Hotel, men denne gang gik det galt, helt galt.

Fik efter eget valg en suppe med hvide bønner.
Jeg misforstod menukortet.
Dem, de hvide bønner  har jeg aldrig været vild med. Melede og fylder i maven.
Spiste suppen som de hvide bønner svømmede rundt i, og den smagte rigtig godt
Den god servetrise kunne dog ikke rigtig forstå hvorfor hoved ingrediensen, de hvide bønner skulle skånes.
Nogle gange, gudskelov ganske få gange, mangler jeg ord. Det skete lige her.
Jeg har svært at lyve en ung dame op i ansigtet, så jeg måtte henvise til at min mave var fyldt op.
Jeg var ved forretten.
Stærkt utroværdigt.
Man går jo ikke ind på en restaurant og bestiller en 3 retter menu, for så efterfølgende ikke kunne spise mere efter en halv tallerken suppe.
Suppen gik ud og ind kom et enkelt kyllingelår med tilhørende salat og friturestegte kartofler.
Normalt følger der 2 sportstrænende kyllingelår med.
De tidligere sportstrænende kyllingelår var nu åbenbart historie, til gengæld lå den et gammel tørt lår som var forsøgt gjordt spændende med en masse krydderier.
Dristede mig til at skære lidt i det serverede og anede straks uråd.

Det var køkkenets svar på at jeg havde fredet de hvide bønner fra tidligere.

Ja, de kokke, sidder med de bedste kort på hånden og kan derved sende et klart signal til kunden om hvor grænsen for deres tolerance liger.
Nu er det med skak, at man jo ikke er færdig før man er skak mat, så jeg lod en klar besked gå til den god servetrise om at meddele køkkenet at det skulle de ikke præstere een gang mere for en fast pensionær, underforstået for så ville jeg ikke komme mere.
Den skjulte trussel har sikkert ikke den store værdi.
Maden er i forvejen utrolig billig og jeg får 2€ rabat som fast pensionær.
Mine indsigelser gjorde imidlertid underværker.
Ind kom 2 meget store, og måske lid for store sportstrænede kyllingelår, møre og lækre som sædvanlige.
Men det gjorde ondt.
Rigtig meget kød, men ned skulle det for den sejr skulle de ikke have i køkkenet.
Det svare lidt til at midste 2 tårne i et hug i skak.
Ja, jeg ved det godt at det kan man ikke, med følelsesmæssigt kan jeg vel godt lave denne abstrakte sammenligning.
Fik vaniljeis til dessert og så skulle jeg bare hjem.

Frygtede at huset stor i flammer grunder min manglende tilstedeværelse, eller noget andet markaber var sket, men alt var stille, lige ind til jeg stod ved hoveddøren og skulle åbne døren, så gik den op, og ud kom den stille tysker som lever på Caminoen, for at få sig lidt frisk luft.
Der blev jeg godt nok forskrækket.
Fik ham fortalt at den form for personlig pleje, skulle ske på terrassen, for nu skulle jeg låse døren for natten, og i seng.
Som det fine og forsigtige menneske han er, beklagede han og fortrak.

Torsdag den 8. februar 2018

Så er der lige 14 dage til jeg sidder i flyet til København, og hjem til min elskede familie.
Jeg glæder mig, mest af alt fordi jeg savner dem helt vildt.
Jeg har haft, end til videre, en super god oplevelse og glæder mig dagligt, over at jeg realiserede min drøm.
Det var vist for nogle en lidt vild drøm for en 70 årig, men sådan har jeg nu aldrig selv set på det:
Jeg er priviligeret, som jeg tidligere har skrevet lidt om, og så forpligter det også synes jeg.

Og skal jeg være helt ærlig tror jeg Karin har nydt tiden alene og “freden” på en god måde.

Fik en længere snak med Sophies her til formiddag på FaceTime.
Sophie var et stort smil og hvorfor det. Det er der jo ikke noget nyt i.
Hun stod i deres nye lejlighed som de har fået overdraget d.d.
Tillykke begge to.
Sophie og Sebastian havde været i banken og fået ordnet de sidste ting efter at Sebastian havde fået solgt sin lejlighed, til overdragelse vist nok den 1. marts i år.
Det giver vist de unge mennesker en logistisk udfordring med istandsættelse af lejligheden og så et stort flyttelæs.

Men der er nu heler ikke noget så festligt som nogle nye møbler, med malerpletter !!!! De skal bare sidde de rigtige steder.

Godt ord igen Sebastian. Du ved jeg holder meget af dig.

Talte længe om hvad der skulle ske når jeg kommer hjem og hvad jeg eventuel kan hjælpe med, men det må de 2 unge mennesker selv melde ud med.
Stor dag for Sophie, og jeg tror vist først nu at det er gået op for Sophie hvad det egentlig er der er sket.

Sophies og Sebastian fælles hjem, hvor de kan være sammen 24-7 hele året og årerne frem over.
De skal vist ikke flytte sådan lige med det samme.

Vejret har igen været pragtfuldt, koldt med 0 grader men sol fra en skyfri himmel.
Er “snart” lige så flot solbrændt som Sophie.
Kom i tanke, om da pigerne var mindre, og vi var på ferie.
Jeg sagde altid til dem, at var der nogle som kom med hentydninger til deres hudfarve skulle de bare se på alle os blegansigter, som var helt vilde med at ligge i solen, blot for at blive tilnærmelsesvis lige så flotte i farven som dem, Sophie og Kathrine.

Det er da pædagogik på et lidt højere plan.

Har d.d. en lidt skør arbejdstid fra 16.00-17,30 og igen fra kl. 20.00-21.30.
Så kan jeg gå ud og spise, når jeg lige har holdt mandtal på min lille flok Pilgrimme

Der kom een ind lige inden jeg sluttede, som var lidt svedig og forpustet. Hvorfor fandt jeg ikke rigtig ud af, andet end at han havde gået på Camino de Norde, og var blevet bedt om at stoppe/ ændre rute  af Politiet, da de meteorologiske  forhold med sne og blæst gjorde det livsfarligt at vandre der.
En stor del af ruten ligger direkte ud til vandet i at meget kuperet og krævende terræn.
Ja, man færdes ude i naturen og til tiden i meget lange og øde strækninger hvor man på den årstid, ikke skal vide sig alt for sikker, og derfor ikke overvurdere egne evner.
Lyt heller een gang for meget, end een gang for lidt, til et godt råd.

Det kan kost livet ikke at gøre det.

Ellers er der ikke det helt store at fortælle. Dagene i løbet af ugen glider hurtigt lidt sammen og bliver lidt af en gentagelse. Byen er død i den periode. Det er først når når vi når Fredag lørdag, der så kommer noget liv i byen.
Weekend kaldes Festival, og det giver så anledning til at hæve priserne på alt mad i restauranterne

Det har man i det mindste ikke fundet på endnu derhjemme, men det er sikkert også fordi man i forvejen måske er lidt flove over prisniveaue i Danmark
Og dog, det tror jeg nu ikke engang.

Nu i forlængelse af min megen snak om små sorte grisebasser fra forleden dag, var jeg oppe i supermarkedet i eftermiddags og faldt lige over denne opstilling som på sin vis er meget dækkende for det jeg skrev om, og som stort set står i et næsten hvert spansk hjem en, Jamonero.
Nu er dette jo en som stå i en forretning, men princippet er det samme.

JAMONERO i en forretningsudgave, men princippet er det samme

 

Priserne på rigtige lufttørrede skinker er meget forskellige. Fra 15€ kg til her 62€ kg. for en Ibérico. De dyreste koster op til 133€ kg.

Var lige oppe og få taget nogle nye billeder da de “gamle” var blevet lidt rystede.
De lover frost i nat og himlen er helt klar, så alle de små kulfyrede minikraftværker arbejder på højtryk så luften er tyk af kulstøv. Det er lige før at jeg kan mærke det på tungen.  Det er en forfærdelig stank.

Onsdag den 7. februar 2018

Efter en “hektisk” dag i går, er dagen i dag gået sådan lidt på held.
Alberge havde en del pilgrimme i går hvor jeg var væk på 18 stk.
Alle uden undtagelse, unge.
Der var 2 piger fra Australien og en ung fyr fra Canada som alle døjede med skavanker og trængte til hvile.
De var alle startet i SPDP på den franske side af grænsen, ret langt væk ca. 550 km.
De bliver alle 3, een dag mere.

Kom lige i tanke om at det faktisk også for mig var heromkring jeg begyndte at få udfordringer i mit skinneben, da Karin Sophie og jeg var ud på Caminoen, for 10 år siden. Ja, tiden går nu hurtigt.

Havde i dag besøg af et firma som tilser vandanlægget.
Spurgte lidt ind til hvordan det egentlig foregik, det der med at undgå Legionella bakterier i netop et  varmtvandanlæg som kører med lave temperaturer.

Hjemme gør man det at man ind i mellem hæver temperaturen kraftigt, netop for at nedkæmpe en mulig bakterieudvikling.

Legionella kan give anledning til mild influenzalignende sygdom og en lungebetændelseslignende infektion, der i alvorlige tilfælde kan være dødelig hos svækkede personer.

Infektion med Legionella sker først og fremmest i form af små vanddråber – aerosoler – der skal indåndes og ned i lungerne, hvilket især sker ved brusebadning. For at hindre Legionella foreskrives det, nu må du rette mig Ulrik i DAB hvis det jeg skriver er noget sludder, at temperaturen i hele varmtvandsinstallationen altid er mindst 50C ved normal brug.

Det gøre man ikke her, hvor temperaturen er lang under de 50C, for at man kan bruge det direkte til brusebadning.
Her bruger man store mængder af klor og skyller anlægget igennem med.
Vi fik kraftige instrukser om ikke at bruge vandet de næste 3 timer til madlavning, kaffe og heller ikke til at bade i.

Vores alles sammens Veronika, der hjælper med rengøringen, havde sin søn med på arbejde.
Det var ham som var syg for 14 dag siden, og som jeg vist nævnte den gang.
Veronika arbejder alle ugens 7 dag og alle årets 365 dag. Har skrevet lidt om henne før.

Sønnens skoleklasse skulle på udflugt i 3 dage til Valladolid. ca 200 km her fra og ca. 50 km. syd for Palencia, hvor jeg var i går.
Turen kostede  200€ med overnatning og forplejning samt transport.
Det har Veronika ikke råd til, så han måtte pænt blive hjemme og gå mor til hånde.

Kunne se på knægten at det bed hårdt, da vi talte om det

Havde jeg blot vist det noget før, ville jeg gerne have gjort mit til han var kommet med.

Fortalte ham, at hans  mor som en rigtig god person at arbejde sammen med, og at han godt kunne være stolt af henne.
Meningen var der, men om mit spansk er godt nok ved jeg ikke, men med gefagter og andet mener jeg selv at kunne komme langt.
Veronika forstod budskabet og fortalte, åbenbart det jeg ikke evnede at fortælle med mit “skraldespansk”, til sønnen.

De blev begge glade, men ærgeligt, det med turen til Valladolid.

“Rettidigt omhug” et gammelt Mærsk udtryk, som min far har indprentet mig som en naturlighed gennem hans 40 år ansættelse i AP Møler.

Men den ydmygelse det måtte være for sønnen skal føle sig økonomisk marginaliseret, påvirker sikkert også i aller højeste grad hans moder.
Der findes også, her i Astorga, som i Danmark, en del personer der betler.

Havde en større forsamling af personer fra Korea, og de har det generelt lidt svært med at komme afsted til tiden. Hvorfor ved jeg faktisk ikke.
08,50 stod der på uret da de sidste gik.

Regner med en stille og rolig aften og tidlig i seng.

Havde en hyggelig snak med Karin tidligere på dagen. Det gør nu altid godt.
Dejligt at høre at alt er ok derhjemme, selv om der igen har været indbrud i området vor vi bor, denne gang hos en genbo. ØV.

Klokken er 08,50

Tirsdag den 6. februar 2018

 

Det var et lidt skævt tidspunkt at tage til Palencia, kl.12,28, men det afgør toggangen nu engang.

Tog på vej til toget lige ind på Chokolademuseet for at bruge min billet som jeg havde købt i fællesskab med mit besøg på Det Romerske Museum for små 3 uger siden.
Turen til Palencia i dag var fastlagt for 3 dage siden og der sagde vejrudsigten, sol og 6 grader.
Det er overskyet blæser og  er hundeholdt. 5 grader. I Palencia, 3 grader.
Så det  er lidt af en fuser, da størstedelen af turen i Palencia er udendørs.

Chokolademuseet er en gammel industrivirksomhed tilbage til 1860 og frem. Det er ikke det store at komme efter, med ok. Jeg fik varmen og  så en lille film der viste hvorledes man lavede chokolade i gamle dag og så nu.
Kakaobønner ristes før de får skallerne fjerne ved en centrifugering.
Derefter mases bønnerne på en varm plade og sukker tilsætte i rigelige mængder.
I 80% ren chokolade tilsættes 20 % sukker. Ved mindre “renhed” tilsætte tilsvarende sukker.
Så tror da pokker det feder. Efterfølgende ældes chokoladen og læges i forme og sættes på køl.
Længere er den ikke.
Billedet af den flotte bygning hvor museet ligger i er den tidligere ejers,  Margin Rubio´s bolig.
Huset er opført i 1911-12.i “Alfonso XIII madrilenian Style” af Arkitekt Eduardo Sánchez Eznarriaga (1877-1924)

Gik ned og tog toget. Flot intercity højhastighedstog 160 km i timen. Der skal bestilles og købes billet i forvejen og der er faste nummereret sidepladser Toget gik fra La Couna til Barcelone, tværs af hele Spanien. Det er noget med ca. 1.200 km, så der er spisevogn med toget.Jeg blev ikke checket for billet på hele udturen og sikkerhedskontrolen på tilbagevejen virker lidt hen i vejret når jeg tænker på udturen hvor intet var. I Palencia bliver billet checket, du skal åbne din fra/jakke for et synligt sikkerhedscheck, og din bagage bliver skannet. Fint nok, men det hænger jo desværre ikke sammen.

 

 

Vandrede rundt i byen, hvor der var siesta, men da min tur ikke var shopping kunne det være lige meget. Besøgte et par god restauranter inden jeg fandt een hvor de serverede den for egnen meget kendte ret “Le-Hazo”

Har lært af bitter erfaring fra tidligere, at skal man spise stort  til frokost, skal der være inden for sent på eftermiddag da der oftes lukkes ned igen, kl 16.00

Grønsagssuppen var et stor virvar af forskellige grønsager lige fra rosenkål, blomkål, over ærter, bønner  til gulerødder.
Måtte dog anmode om at får suppen varmet yderligere, for den var hældt op en et absolut koldt talerken.
Fint nok ingen problemer, og ingen undskyldning. Det bruger man nok ikke lige der.
Det var lidt fedt fårekød, men smagte nu alligevel ganske godt og der var rigeligt af det.
Tilbehøret var salat dækket af lækker olivenolie og tyk Balsamico.

Til dessert Chokoladerand med Flødeskum. Rent muns.
Det hele blev akkumpanieret af en god rødvin fra Rioja. Så skulle jeg heller ikke have mere at spise den dag, og morgenmaden onsdag blev først indtaget kl 11.00.

Efter en sådant kraftigt frokost, er der behov for lidt motion. Skulle hjem igen med toget kl. 19.02 så der var nogle timer til rådighed.
Fik vandret rundt i byen og set en hel del kirker med tilhørende Colegier som tidligere har rummet en masse personer fra Kirken. Nu er de fleste kirker lukket uden for misas tid og de mange tilstødende bygninger står tomme.
Hvad fremtiden skal byde på for disse kollosale ejendoms komplekser er sikker et meget stort spørgsmål. Allene det af vedligeholde disse må være en meget stor udgift.
Til Kirkens ros står de allerfleste af dise bygninger meget vel vedligeholdt og skæmmer på ingen måde bybilledet.
Tvært imod.
Men et hus som ikke er beboet har ingen “sjæl” og virker på en måde dødt.

Der findes i Palencia en stor del bygninger at mere officiel karrakter som fremstår særdeles velholdte og ganske flote i deres arkitektur.
Men når det så er sagt så er der desværre ikke meget at kommer efter.
I Astorga er der primært ældre huse fra 19 hundredetallet og tidligere.
Her er der mest tale om “moderne” huse fra 1950 og opefter. Ikke alt sammen lige kønt men det kender vi jo desværre også fra derhjemme.

Sluttede af i Katedralen som er imposant. Kirken må have haft ufattelig midler til rådighed, for at opføre disse kæmpeværker. Desforuden er udsmykningen med guld og sølv figurer og voldsom store altertavle, ganske overvældene.
Katedralen lukkede kl 18.00 da der skulle være misas. Til gengæld kom jeg gratis ind, da det var tirsdag.

Kom forbi en meget stor torvehal i stål, som man møder så mange af i Frankrig. Lukket tirsdag.

Fik lige set på min mobil da jeg kom tilbage på stationen, og kunne konstatere at jeg havde gået 14,3 km.
Jeg tror at en del af “Le-Hazo” var fordøjet på det tidspunkt.

Havde en god og komfortabel  tur hjem med hurtigtog og med temperaturindstillige sæder.
Alt i alt en rigtig god dag.

Palencia ved solnedgang

 

Mandag den 5. februar 2018

Så kom Niels  videre her til morgen.
Jeg ønsker ham det bedste, det har han fortjent.
Gæv person som har sit, at arbejde med.

Gik ned på togstationen til formiddag og fik købt billetter til i morgen til Palencia.
Der går 3 tog i dagtimerne, ud og hjem, og så et om natten, Så der er ikke så meget at vælge imellem.

Ud: 07,08-12,28 og 14,53 det tager ca. 1 time og 40 min. Der er 155 km. til Palencia.
Hjem:16,13 eller 19,02 og hjemme kl.20,25.
Der er forskellige priser, afhængig af hvilket tidspunkt man rejser på, ret så meget endda.
Om natten er det dobbelt op.
Jeg betalte 34,40 € for en returbillet, og der er ikke noget som hedder Pensionistbillet.

Det burde der være. ( Har efterfølgende fundet ud af at det gør der også når, man har sit barnebarn på min. 1 år med. så er barnet gratis).
Det var så ikke lige aktuelt for mig.
Vel, Sophie og Kathrine
Jeg har ca. 5 timer til min rådighed i Palencia, så der er ikke så meget tid til at fordybe mig.
Det skal nok blive en god tur.

De har i Palencia, lige som området i Astorga, en egnsret som her hedder, oversat til dansk sugende lam”  eller på spansk, La-Hazo, tilberedt i en stenovn
Håber tiden tillader et sådan måltid. Jeg er i den grad stor tilhænger af lam i næsten alle dets afskygninger.

Var nede og skulle købe lidt ind  hos min favorit slagter, og få noget meget tyndt håndskåren lufttørret spansk skinke.
Ville gerne have haft fra de Iberiske sortfords svin, Iberico Bellota.
Bellota betyder agern og henviser til grisenes kost, der er med til at give kødet sin karakteristiske smag. Den finder modne agern, som kommer fra forskellige træer, der vokser i området. Agern er et grundlæggende og ideelt ernæringsmiddel for det iberiske svin, som koncentrerer alle aromastofferne fra det foder, det æder.

SKINKE, SKINKE, SKINKE … For vi udlændinge/ danskere er tyrefægtning eller flamenco måske essensen af Spanien, men for rigtig mange spaniere er det skinke, der gør forskellen på Spanien, og resten af verden. Over alt i landet på barer og restauranter hænger der skinker fra loftet, og nogle steder kan man stort set ikke se loftet for skinker.

Hver eneste spanier spiser i gennemsnit ca. 5 kilo lufttørret skinke om året.
I ethvert ordentligt spansk hjem står der en skinke fremme på køkkenbordet i en særlig holder, jamonero, klar til at man skærer sig en skive af den. Naturligvis er det mest billige skinker, men når de dyre skinker kommer på bordet, bliver de indtaget med lige så stor nydelse og andagt, som havde det været kaviar.

Det er derfor værd at have lidt styr på sin skinke, før man bestiller på en restaurant – man risikerer at blive overrasket, enten når man smager på skinken, eller når man får regningen. For der findes rigtig mange forskellige former for lufttørret skinke, der laves både af bagbenene, jamón, og af forbenene, paleta eller paletilla.

Skinkerne lægges på køl i saltlage et døgn pr. kilo kød for at trække salt ind i fedtlaget, hvorefter de hænges til tørre på køl.

I løbet af 50-90 dage sættes temperaturen op, så væden trækker ud af kødet, mens saltet trænger i kødet. Så vaskes saltet af med varmt vand og børster. Til sidst hænges skinkerne til lufttørring i specielle tørrehaller, ofte i bjerge (serrano, betyder bjerge), hvor luften er køligere og det ofte blæser.
Når der står bodega på skinken, har den været til 9-12 måneders lufttørring, reserva i 12-15 måneder og gran reserva i 15-36 måneder.
Jeg fristes til at sammenligne lidt med klarificeringen på rødvin.

Der skelnes mellem to grundtyper, der begge forarbejdes efter de samme grundprincipper: Jamón serrano og jamón ibérico.

Serrano laves af skinker fra almindelige tamsvin, der fodres med korn og foderblanding. Normalt hænger de kun til lufttørring et års tid. Det er de billigste skinker, og er den type, vi køber i danske supermarkeder skåret i skiver i vakuumpakker. Alligevel vil mange finde dem mere velsmagende end parmaskinke, der er lavet efter de samme principper. De bedste serranoskinker kommer fra Trevélez, Teruel og Huelva.

Jamón ibérico er en mere kompliceret affære: Her skal dyret være mindst 50 pct. af den mørke ( sorte) iberiske svinerace, der er beslægtet med vildsvin, populært kaldet pata negra, sortfod.
Naturligvis vil de bedste skinker være fra rene iberiske svin.
Ibérico inddeles i 2 hovedgrupper: Ibérico de ceboer fra svin, der fodres op på foderblandinger og korn i svinestier. Ibérico de cebo de campo er fra fritgående svin, der fodres med græs, korn og foderblandinger.

Kødet bliver mere mørt, når svinene har gået frit i lunde med sten- og korkege.
Ibérico de Bellota er skinker fra fritgående svin, der ud over græs, korn og foderblanding spiser som sagt agern.  Korn og foderblandingen får de for at nå op på den rette slagtevægt.

Lang historie men kort fortalt, det kunne jeg ikke få.
De små sorte grisebasser opdrættes primært i den vestlige del af spanien mod Portugal  i Andalusien og Extremadura, en viden jeg erfarede fik fra min Camino La Plata der netop gik gennem det område, og det er der min interesse for denne nationale spise, stammer fra.

I følge slagteren sælges de produkter primært der! i hver fald ikke her i Astorga!.

Jeg fik i stedet skinke fra den hvide gris, men det er nu også ganske delikat.
Bare se nedenfor.
Et lækkert frokostmåltid. Ristet brød med lufttørret Spansk skinke. Fra hvide grise.
Håber ikke jeg bliver citeret/anklaget for racistiske udtagelser.
Jeg ved snart ikke hvad der er det “Rigtige” eller det ” Forkerte”.

Et ved jeg. Janteloven lever desværre, i aller bedste velgående.

 

 

Søndag den 4. februar 2018

Så har de knækket nøden, i Katedralen.

Var som vanligt til Misas her til formidddag, og hver gang står der en Kirketjener inde i kirken ved en afspærring og sortere turister fra, for de må ikke komme ind i kirken under messen.
De skal gennem museet og betale 5 €, for at komme ind i kirken.
Det synes jeg er for lang ude.
At betale penge for at komme ind i Guds hus!

Nå, men Kirketjeneren, som nu har lade mig “Hedning” slippe igennem nåleøjet de sidste 5 søndage hilste venligt, og spurgte til hvor mange pilgrimme vi havde boende.
Misforstod han i første omgang, fordi det kom helt bag på mig at han talte til mig, og sagde så at jeg ikke var pilgrim, med Hospitaleros på Servias Maria Alberge.

Så smilede han endnu mere og sagde, at det viste han da godt.

Jeg syntes heller ikke de gamle præster, denne gang, stirrede helt så meget på mig som de plejede.
Selv om der fortsat er hundekoldt i Katedralen virker det som om at jeg er kommet lidt ind i varmen.

Havde forleden  besøg af en pilgrim fra Frankrig.
Og hvorfor nu lige skrive om ham.
Jo, han er  af de meget får som er cyklende, jeg tror kun det er nummer 3 eller 4, og som i øvrigt stammer fra Spanien.
Han er fisker i hverdagen, så der var åbenbart ikke så meget at fange på denne årstid, så han plejede at gå Caminoen på det her tidspunkt.
Han er åbenbart en af de faste “kunder”.
Hans forældre var emigreret til Frankrig da han var lille, af politisk årsager (Franko).
Det var der iøvrigt rigtig mange spaniere der gjorde oplyste han, både til Frankrig, men også til Schweitz.
Han familie havde bosat sig ved Montpellier, hvilket rigtig mange af de spanske emigranter også har gjort.

Han spurgte om jeg viste hvor det var.
Måtte lige brillere, så jeg fortalte at vi for en del år siden var kommet flere gange i området Valras-Plage og Beciers om sommeren.
Så var vi på bølgelængde.
Hyggelig fyr, der talte ganske godt engelsk med fransk accent.

Danske Niels , valgte meget fornuftigt at blive en dag mere, og får forhåbentlig lidt styr på sit knæ.
Det er jo tidligt på turen at få den form for udfordringer.
Et gammelt ordsprog siger
“Kan man klare de første 7 dage -kan man som regel klare hele vejen”
  Niels er ikke helt på den grønne gren endnu. Desværre.

Har lige mødt Niels på vej op i byen og vi blev enige om at spise sammen.
Klokken var blot 19.00 og de forskellige restauranter servere først fra kl. 20.00.
Gik ind på mit vanlige sted, hvor de nogle gange servere grillet tun om søndagen,  og det gjorde de så også i dag. Lovede at komme tilbage lidt senere.

Årsag. Der sad 2 spanske familier med børn på 4-6 år som bare larmede, så meget.
Børn, er åbenbart fredet i første klasse, i Spanien.
Tænkte på de restauranter i Danmark hvor man ganske enkelt forbyder familier med børn, om aftenen.
Nu er en middag i Danmark nok også, 10 gange dyr, så.

Gik over på den anden side af gaden, hvor jeg gav en lille øl.
1,5 € pr stk., fortæller lidt om størrelsen.
Fik en god snak om lidt af hvert herunder også det at Niels  var medlem af en Frikirke og årsagen hertil.
Det var en meget tæt og personlig samtale som jeg ikke mener skal bringes her.
Jeg tror det gav anledning til eftertanke hos Niels til de næste dages vandringer, men på en god måde.
Jeg tror Niels selv, havde valgt Caminoen til, for at får lidt styr på sin egen situation.

Jeg fik i tilgift lært lidt om brugen af min Garmin som jeg har købt til min Camino.
Turen fra Barcelona er ikke specielt godt markeret, men at gå fejl, een gang, er ok.
Det kan næsten ikke undgåes, men at gå fejl flere gange, så mister etapen lidt af sin skønhed.

Vi gik tilbage til vores spisested og fik skinke med grillet tomat til forret, grillet tun med salat til hovedret og Niels fik kaffe og jeg lidt is. Dertil en flaske meget kold, Vino Rosado.
Man skal jo ikke kunne smage den virkelige vare.
På den ande side. 9€ for en middag med vin, så kan man vist heller ikke stilles de store krav til vinen.

Tiden var moden til at Niels skulle hjem inden 21,30 så vi fik sagt pænt gensidigt tak for en god aften, og vores veje skiltes.
Gik en lille tur og var hjemme kl. 21,26 hvor min “Kære “ kollega Lucy havde lukket butikken.
Blokeret døren inde fra, med en skudrille.
Mine knoer fra sidste angreb på hovedøren havde det ok, så et nyt anslag fandt sted, i nogen ligende styrke, måske lidt kraftigere.
Nu er jeg jo i træning.

Lucy kom, efter nogen tid og efter min opfattelse meget lang tid, ned.
Jeg fik brugt mit “Rigs Tyske” i sit virkelige omfang. Det vi lærte i skolen.
Kan åbenbart mere tysk, end jeg selv troede.
Men, at lukke ned 4 minutter tidligere en normalt, er bare ikke ok.

Lucy, havde godt nok været ud at vandre ca. 16 km. i eftermiddags, men det retfærdiggør ikke den form for “Sort Humor”.

Så skal man op på min. 30 + km.