Mandag den 22 januar 2018

 

Skulle nogle være forundret over, hvorfor så mange fra hele verdenen går Caminoen, kan de ovenstående panoramabilleder måske give et lille fingerpeg.

Det er ikke altid de gode pilgrimme er helt enig i at de skal forlade Alberge kl. 08,30, selv om vi gør vores til at præcisere dette når folk de ankommer. Bagagen er halv pakket ned og madvarene står fortsat i køkkenet. Når det drejer sig om unge Pilgrimme er det let nok at skønne på dem, men er der, som her til morgen tale om et Koreansk ægtepar på 57 år, hvor hustruen stille og roligt vimser rundt for at sikre sig at at nu er ryddet op og de ikke har glem noget, er sagen en lidt anden. Så kan man ikke rigtig begynde og tale om at det sådan set er vores tid de spilder, fordi  vi ikke kan lukke af og komme igang med at ryde op.
Pyt, det lever vi med.

Efter udført daglig arbejde kl ca. 09,30 fik jeg skiftet til CAMINOKLÆDER.
Nu har jeg været her i 3 uger, og tiden er inde til, selv at få luftet  ambitionerne om at gå, bare lidt af Caminoen.
Gik den modsatte vej af normalt, mod LEON.
Kom “lidt” i tanke på den unge pige fra Tyskland der ligeledes gik den modsatte retning, med det til følge at hun styrtede i bjergene.
Nå nu er jeg ikke overtrodisk, så frygten var to at bære.
Vejret var bare fantastisk da jeg startede. Høj himmel som fra en næsten skyfri himmel og ingen vind. Havde kun taget en let undertrøje med lange ærmer og så en vandretrøje på, så det gik nok.
Nu  er byerne, og specielt de gamle i Spanien, meget koncentreret om  bykernen. Uden for er alt næsten jomfruligt landskab, eller landsbrugsland.
Man er hurtig uden i naturen.
Havde forleden aften “da jeg lagde  mine Pilgrimme i seng” fornemmet atmosfæren i et rum med 10 trætte og sovende pilgrimme.
Luften er tung, sær egnet i sin duft og meget varm.
Var jeg, som 70 årig, parat til at tage en tur på 2 måneder under disse konditioner.
Jeg blev et kort øjeblik lidt usikker.
I dag, efter 3-4 km på min vandring, var jeg overbevist om, at det skulle jeg bare.
Stilhende, skønheden i Landskabet og fornemmelsen at det at vandre og det som det giver een, er helt ubeskriveligt.
Nu skal jeg ikke gå hen og blive for selvfed, men tanken om at jeg er rask, forhåbentlig, er rørig, og har en ok fysik, forpligter også.
At sætte sig i en stol som pensionist og læse og være inaktiv når mulighederne er til stede for det modsatte, er næsten en hån mod dem, som desværre ikke har den mulighed.

Jeg sidder hver dag og kan fra mit vindue se 2 personer fra det nærliggende plejehjem sidde i deres rullestol. Den ene ser som udgangspunkt ud til at være ok, men har åbenbart nogle lammelser i underkroppen som binder henne til rullestolen. Den anden er en stærkt handikappet mand som dog evner at styre sin elektriske rullestol rundt i omegnen.
De har den daglige rutine at køre 100 meter fra plejehjemmet til at side i læ bag et nærliggende hus og bare se livet passere forbi.
Tro mig, de ville sikkert gerne begge have gjort mig følgeskab i dagens vandring!.
På samme måde er personer med en stor begavelse forpligtet til at gøre brug af sine talenter, og ikke spilde dem.
Af hensyn til såvel dem selv, men også af hensynet til samfundet, som med rettes kan forvente noget fra dem som er så meget givet.

Min gåtur blev på ca. 20 km.
Da jeg havde gået ca. halvdelen, og jeg stadig var i fin form, kom der en lavning i terrænet, og en isnende gus af dis og tåge kom i mod mig.
Temperaturen skiftede drastisk i nedadgående retning.
Jeg tror at det var min skytsengel som var med mig og sendte disse kolde vinde mod mig.

Jeg vendte rund, 180 grader, og satte kursen mod Astorga igen.

3-4 km. før jeg var hjemme var jeg godt brugt /flad.
At gå ca. 20 km. hjemme er ok. Men her i bakket terræn i skærver og grus er noget helt andet.
Jeg skal vist ud på lidt flere ture af den slags, inden jeg med rimelighed kan tænke på min egen tur tur fra Barcelona til Santiago de Compostella.
Kom dog hjem i god behold.

Satte mig i den nærliggende park for for at nyde solen, og minsanden om ikke min god amigos fra forleden dag, Jeronimus  kom forbi. Han kunne genkende  mig og var den som indledte samtalen.
Det var d.d hans fødselsdag nummer 88, så derfor bar han sit pæne tøj med hvid skjorte og passende slips.
Dejlig person, med en fortsat glæde over livet og hvad det ind til videre har givet ham.

Her til aftenen er dette iskolde og disede vejr kommet til Astorga. Her er hunde koldt overalt.
Mødte ind på arbejde kl 17.00 til 21,30
Fik en længervarende snak med en Pilgrim jeg mødet på turen.
En Spanier som var politiofficer i Madrid, og som yndede at gå sine Caminoer her i januar & februar måned, hvert år,  hvor der ikke er så mange mennesker på ruten.
Den god mand talte ikke så godt engelsk, men vi sad dog og talte sammen i ca. 1 1/2 time.Engelsk og Spansk.
Det er meget længe.
Men han var meget vidende og ganske fornuftig at tale med.
Kendte lidt til Danmark og viste at der var Hærvejen som en Camino i Danmark.

Lucy kom kl. 21.00 og ville have lidt hyggeselskab. Hun bor på øverste etage med meget lav lofthøjde, dog selvvalgt.
Oplyste at jeg ville op og have lidt mad, da jeg kun havde fået en Cafelate og lidt totillia til frokost.

Fik mig en gang kraftig suppe, også blæksprutter til efterfølgende.
Gik hjem kl 22, 30 for at skrive lidt, og går så i seng, lidt træt efter dages miniCamino.

Søndag den 21. januar 2018

Fik mig i aftes kl. 21.30  en rigtig god portion suppe med gemyse og masser af godt mørt oksekød og hertil et glas rosevin. Der var rigtig leben i byen. Alle var på gaden. Unge som “gamle”, børn ligeså. En helt befrielse fra om eftermiddagen, hvor humøret tog, et lille dyk. Dybest set tror jeg jeg savnede mine 3 piger derhjemme!
Var hjemme igen k. 22,30 og gik så lige i seng.
Var oppe igen 7.00 til mit nu vanlige vinter bad. Tror aldrig jeg bliver rigtig vinterbader.
Kom ned til den vanlige morgencafe, hvor Lucy og jeg normalt sidder ved hvert vort bord.

Denne morgen var der gæster der ligge skulle lukke aftenens fest af, med lidt morgenmad, inden de skulle hjem i seng.
Spanier er som regel høflige mennesker, hvilket jeg vist også har skrevet tidligere.
Det var dette selskab af unge mennesker måske også, men de talte meget, meget, meget højt.
Normalt har jeg det rigtig fint med bare at sidde for mig selv og  får lidt ristede brød, smør, marmelade, ost og så et glas friskpresset orange juise.
Sådan skulle det ikke være til morgen.

Efter Alberge var gjort i orden kl. ca. 09,30, tog jeg noget varmt tøj på og gik ud på stien som jo ligger på toppen af ringmuren om Astorga. 2 minutter her fra.
Morgesolen/formiddagssolen/eftermiddagssolen og aftensolen skinner her konstant, når vejret er til det. Pragtfuldt sted.
Er fortsat lidt forkølet der sidder i panden, så jeg er af den opfattelse af masser af sol og varme, kurerer dette uden brug af medicin.

Gik som vanligt til Messe kl 12.00, i forhåbning om igen at få en musikalsk oplevelse, der kunne varme mig.
Biskoppen var ikke i det følge af 4 præster der normalt deltager i Messen.
Om det var den direkte årsag til at kirken var ualmindelig hold kan jeg jo ikke svare på, men koldt var der.
Så det med at hårene rejser sig på armene, på mig ved de musiske indslag, gav ikke i dag den effekt som normalt følger.
Måske er jeg blevet lidt kræsen.
Den menneskelige drivkraft om, at mere vil have mere, er måske den måden vi kommer videre – og udvikler os på, er måske det der dybets set ligger bag.
Ham / korsangeren medvirken var nu ganske udmærket, men næste weekend må jeg finde ud af hvordan min Smartphone virker med lydoptagelser, så jeg kan hjembringe beviset på disse smukke toner.

Har lige fået indlogeret XXXXXXXX på 44 år fra Taiwan. Hun er den første fra Taiwan som jeg har fået besøg af, så der skulle lige udveksles billeder.  Jeg fortalte om min blok, om jeg måtte tage et bilede og  lægge ind på den.
Det var ok, men så måtte jeg også acceptere et bilede sammen med henne som hun så tog, og sendte hjem.
Hun havde for 4 år siden gået den Japanske rute på Øen, Okeido, som er 1.200 km. lang.
Hun havde her mødt nogle europæere som havde fortalt om den Spanske Camino.
Lige siden havde hun tænkt på at rejse herover og tage den, også.
Så nu var hun her.
Var startet i SDP i Frankrig og ind til videre nået her til. Havde nyt turen gevaldig meget, specielt med det god vejr vi har haft de sidste dage og som efter signe skulle vare ved i ca. 3 dage endnu.
Sød, smilende, positiv,  dame der var rejst herover helt alene.
Jeg er vildt imponeret over den drivkraft der får disse mennesker til at fortage denne rejse! Ordet er fattigt, men jeg kan p.t ikke finde på et andet og bedre dækkende.
Som de fleste ander vandrede hun alle, men nød det meget internationale selskab, om aftenen.

Har her til aften været oppe i byen for at få noget at spise. Det er søndag så supermarkeder er lukket.
Kom forbi den morgencafe som jeg har fravalgt tidligt.
De åbner kl 7.00, 7,30 eller måske kl. 8, 00 lidt afhængig af hvem der den dag har morgenvagten.
Det kan jeg ikke bruge.
Desværre har de, som de eneste i byen Astorga, et fjernsyn uden for , som viser håndboldtkampe.
Alle andre viser, fodboldt og kun fodboldt
Dagens kamp, mellem Danmark og Tyskland,  kunne ses hos, DEM, med betjening og uden for.
Det er hundeholdt.
Nej, man har vel lidt stolthed!

Gik over på det vanlige sted og fik salat, kylling og is.
Kyllingen, det var to lår, var så sportstrænede at jeg ikke har set mage i Danmark.
Lange, slanke, fedtfattige og smakte fortrinligt.
Pomfritterne, som hørte med,  fortjener på ingen måde spalteplads
Minderne om isen er smeltet og kan derfor ikke beskrives nærmere.
Har byttet vagt i morgen med Lucy, så jeg først skal møde ind kl 17.00 ( Jesus kommer ikke i morgen)

Jeg  påtænker at tage en del  af Caminoen,  i modsat retning. Mod Leon.
Jeg mindes i særdeleshed vor Camino for 10 år siden hvor vi Karin, Sophie og jeg stod bakketopen  og så ned mod Astorga.
I “billedet” var der et meget gammelt Granitkors som stammer helt tilbage fra,  ingen ved hvornår.
Et rigtigt godt minde/ billede som jeg gerne vil gense.
Håber at kunne lægge billedet ind i morgendagens indslag

Lørdag den 20. januar 2018

Ja, Lørdag eftermiddag også i Danmark er nok ikke det mest spændende tidspunkt på ugen.
Efter at have været på det Romerske museum til formiddag, gik jeg en runde i byens periferi uden for bymuren.
Ingen mennesker på gaden, Absolut ingen mennesker på gaden. Begyndte at tænke lidt over hvad det egentlig var jeg havde begivet mig ud på og hvor mange dag som der var inden jeg skulle hjem igen.
En tanke jeg dog hurtigt skød fra mig igen.
Sådan noget skal man ikke begynde på.
Jeg er her af egen fri vilje og alle dage kan ikke være lige spændende.
Det er de jo nok heller ikke derhjemme.

Fik talt i telefon med min søster Lillian i Svendborg, som for kort tid siden er blevet enke, men som nu har det rimeligt efter omstændighederne.
Har man været gift i over 50 år kommer man sig nok aldrig over tabet, en en god og elsket ægtefælde.
Dejligt at høre hennes stemme og fornemme at det trods alt gik OK.

Skal på arbejde her kl 17.00 til 21,30. Et lidt dumt tidspunkt med gensyn til at spise forinden.
Fik dog undersøgt at resturangerne her om lørdagen først lukker kl 23.30-24.00.
Så mon ikke jeg lige går op en tur på Plaza Espania og får mig en lille dagens menu kl 21,30, når jeg har fået lagt alle pilgrimmene i seng.
Jeg har nøgle, og skal ikke som de øvrige, være hjemme kl. 21,30.

Har lige her klokken halv syv taget imod en ung fransk mand på 24 år, som har vandret fra Paris. Turen startede for 2 1/2 måned siden kun afbrudt da han var hjemme og holde jul i Paris.

Der er ialt ankommet 18 pilgrimme d.d. Korea, Canada, Tyskland, Argentina og Frankrig.

 

Er netop blevet færdig med at læse denne gode bog for 3. gang. Den beskriver hvad gode digtere, poeter, og filosoffer har brugt, det at vandre til, og hvor stor betydning det har haft på deres arbejder.
Indlæggene er mangfoldige og spænder lige fra Nietzsche til Kirkegaard.
Ganske interssant læsning, som jeg kan anbefale.
Ikke kun for dem som vandre, eller ønsker at vandre, men også for den som ønsker at læse lidt om hvilken positiv indvirkning, det at vandre, har på vi mennesker.

 

 

Fredag den 19. januar 2018

Havde i går aftes en længere snak med, Jesus.

Jesus er 72 år, og den person som kommer her i hverdagen og hjælper til og desuden sidder i bestyrelsen for Alberge.
Har været skolelære her i Astorga i 42 år for børn med “problemer”, men er nu pensioneret.
Jesus taler desværre ikke andet end spansk.
Fik “drøftet” logestikken igennem med hensyn til i hvilken rækkefølge vi skulle belægge de forskellige rum og Jesus havde besluttet at vi skulle nu skule gøre tingene i en anden rækkefølge, for derved at lette vores kære rengøringsdame!.

Vi drøftede ligeledes det, at være frivillig.

Caminoen giver det, som du giver Caminoen!.
Jesus ord

Man betragter os Hospitaleros, frivillige, som en naturlig konsekvens af, at vi alle tidligere har gjort brug af Caminoen og dens faciliteter med dens frivillig hjælpere, og nu blot betaler lidt tilbage.
Man er ikke taknemlig for vores tilstædevælelse, og det skal de naturligvis heller ikke være, men ser vores frivillige arbejde på Alberge som en naturlighed, som der ikke skal gøres noget større væsen ud af.

For at forstå denne indstilling, skal man virkelig ind på livet af disse guds benådede mennesker og forstå deres religiøse baggrund.
De ofre dele, og nogle, hele deres liv og økonomi på,  at sikre at Pilgrimme kan vandre under acceptable forhold.

 

Gik mig en længere tur uden for bymuren her til formiddag, i et fortsat usædvanligt flot vejr.
10 grader, men vindstille. Solen har en gevaldig magt, selv her i januar, så det er bare så skønt.

Er netop mødet ind her kl. 14.00 og åbnet op.

Udenfor stod 2 lidt brugte personer. En pige 22-25 år og hennes fyr 25-30 år, med rygsække
Farven i ansigterne, gusten og ru i huden, viste tegn på længevarende misbrug.
De talte kune spansk og jeg kunne forstå på dem at de ikke ville overnatte og ingen stempel behøvede. Hvad så!.
De ville bare høre om nogle havde efterladt nogle sko som den unge pige, kunne få.
Størrelsen var ikke et problem!!.
Vi havde desværre igen overskydende sko stående, hvilket jeg så meddele dem.
I øvrigt havde den unge pige ganske nye og pæne gummisko på.!!!
De gik videre, og jeg havde på sin vis lidt ondt af dem.
Hjemløse ganske givet.

Tænkte lidt på vore egne piger og hvorledes de havde det i den alder.
Hvor forskelligt livet former sig for den enkelte, afhænig  af muligheder, og måske enda tilfældigheder.

Så kom der en Irlænder, Jaes Severin på 44 år, som boede  lidt syd for Gallway, Mother off Cliff.
Vi fik os en hyggelig snak om Irland og det at være Hospitaleros.
Han og hans kone havde for ca. 12 år siden være Hospitaleres forskellig steder på camino Franche, i et helt år, hvor de i øvrigt også havde mødt hinanden.
Jaes havde for nogle år siden boet her i Astorga sammen med såvel sin kone som sine 2 børn på henholdsvis 8 0g 9 år.

Jeas havde for første gang været i Katedralen, som ellers er mere eller minder lukket her om vinteren for turister, uden for messetid.
Havde på en eller anden måde får lusket sig ind med rygsæk ved at besnakke en sikkerhedsmand.
Jaes havde, fået lov til at spille på sin irske fløjte, i en lille halv time inde i katedralen!.
Helt alene. ( Sikkerhedsvagten havde sikkert lyttet med)
Mand var naturligvis helt høj, og lovede, at jeg måtte høre ham spille, lidt senere på dagen.

Kom desværre ikke til at ske.
Jaes gik til køjs og sov, og jeg slutte med at arbejde kl.16.00
Gik ud og spise og fik hønsekødsuppe og 2 svinekoteletter samt pomfritter og som afslutning en meget speciel og særdeles sød dessert.
Mælk der var cremet og blandet op med mosedede bananer. I bunden var der en chokolade creme.
Den tager jeg ikke igen.
Fik serveret en særdeles kold rødvin. Jeg har fået nok kulde hernede i denne omgang så den faldt ikke i god jord. 13€.

 

 

Torsdag den 18. februar 2018

Vi havde blot 9 overnatende Pilgrimme i går og her til morgen.
Så i øjnene at morgenens arbejde med at gøre i stand ville være en overkommelig opgave, med tidlig fri.

Man skal aldrig sælge skindet, før bjørnen er skudt.

Midt i mit arbejde med at vaske gulvet, væltede jeg spanden med 20-25 liter sæbevand.
Det, jeg nok blev mest forbavset over, var den ordstrøm der flød ud af min mund, og som i sit indhold på ingen måde var sammenligning med det som jeg hører i Katedralen til søndagsmesse, og min kataralske stemmeføring var så absolut ikke på linie med korsangeren, med den smukke stemme.
Tro mig. En sådan “beskeden ” mængde vand kan fylde overordentlig meget på et særdeles blankpoleret marmorgulv, som desuden står i forlængelse med en trappe, der fortsatte nedad til etagen under, hvilket vandet ligeså gjorde.

Morgenen var, igen skøn med sol fra en skyfri himmel og ingen vind.  Jeg kunne sætte mig tilrette på terrassen og nyde en kop kaffe, med een våd sko og strømpe.

For leden dag undredes jeg over ordet tid, og dets betydning.

Idag, sad jeg og nød solen med lukkede øjne, og pludselig dannede der sig et billeded af mit barndomshjem for mit indre, 62 år tilbage i tiden, hvor mine forældre stod og lagde kul og koksbriketter i vor fyr i kælderen i vores hjem, i Svendborg.

Det var duften, af brændt kul, der bibragte mig dette billede.
Neden for terrassen ligger der, uden for bymuren, en stor klynge af huse som for en dels vedkommen fyrer med, ja det er rigtig. Kul.
Når så morgenen er kold og omkring frysepunktet, lægger der sig et tæppe af røg fra disse “Kulfyrede kraftværker”.

Forundeligt, som dufte kan påvirke ens hukommelse, med så tydelige billeder, fra årene tilbage i ens liv.

Skulle, som blot 16 årig på Spejder-Jambore, på Maratonsletten uden for Athen i Grækenland i 1963.
Mine forældre ville betale turen, mod at jeg selv, sparede/tjente til lommepengene.
En god livsanskuelse, som også Karin har fra sit barndomshjem, og som vi begge, med stor succes har viderbragt til såvel Sophie som til Kathrine.
Fik mig et job med at bringe mælk, smør og morgenbrød ud for en Is mejeri-ejer i Virum kl. 05.00 om morgenen.
Den pågældende person udmærkede sig ved at “Bade sig i billig Parfume” hver dag.
Efterfølgende har jeg, de gange som jeg har mødt personer med denne billige Parfume, straks gendannet mig biledet af denne, Ismejeriejer.

Pludselig, en dag anklagede han mig for at have stjålet, en pakke smør.

Herre Jemini. Jeg kommer fra et rimelig velstående hjem hvor behovet for at stjæle ikke var på dagsordenen. Hverken moralsk eller fysisk.

Nu er jeg opdraget lidt Viktoriansk og strengt, med respekt for andre, men også med en forståelse af at man ikke skal tolerere / acceptere at andre træder på en, og desuden behandler en uretfærdigt.
Den form for livsanskuelse og menneskesyn, som jeg værtsætter utroligt meget og takker mine forælder inderligt for, har fulgt mig hele livet, men har også været anledningen til nogle knubs, undervejs.

Håber vores to store piger har “Arvet denne gave”.
At vi har evnet, at give så vigtig en skat, videre til dem!

Denne  gave har, som tilgift også sikret mig, ikke at væltet omkuld når tinge gik for hårdt for sig.
Jeg tror det ligger i de familiære gener, da det også i den grad har præget mine 2 søskende.

Jeg meddelte den pågældende Ismejeri-ejer med den billige parfume, at det ikke var sandt og jeg ikke ville finde mig i den falske og fuldstændige urimelige anklage.

Jeg blev omgående sagt op. (kl. er 5,36, du er anholdt) Så galt gik  det dog ikke.

Noget af en mavepuster for en ung mand på 16 år, som blot stod på første  trin af sin lange og  stejle karrierestige.

Det skulle senere vise sig at være min første, men ikke sidste konfrontation med livet og dets betingelser, noget som vi alle møder.

Sad senere i dag  på en bænk på stien, som går rundt om Astorga på toppen af ringmuren, og nød solen, inden jeg skulle møde ind på arbejde kl. 16.00.

Pludselig kom en ældre herre og spurgte, på spansk, om jeg nød livet og naturen / udsigten.
Jeg tro at han kunne fornemme, at det gjorde jeg i fulde mål.

Jeg gjorde vedkommen opmærksom på, at mit spanske desværre ikke muliggjorde, at jeg indgik i en længere redegørelse om mit syn på livet.

Jeg ville meget gerne og noget hellere, tale Engelsk.

Min sanden om ikke den god mand kunne tale engelsk.

Jeronimus, som manden hed, var 88 år gammel, særdeles kvik i hovedet, og boede på et plejehjem lidt længere inde af stien mod byen.

Han tilbragte meget tid med at gå frem og tilbage på stien og nyde livet, som han var meget glad og taknemmelig over, havde det havde givet ham.

Han havde tidligere i sit liv arbejdet i London ved Heit-Park på et hotel i 12 år.
Var startet med at vaske gulve, men var så steget i gaderne, og var sluttet som nat-portiere.

Spurgte til hvad jeg lavede, og kunne så oplyse at jeg arbejdede som Hospitaleros på Alberge lige bag ved.
Det var også noget med at vaske gulve og lukke ned om aftenen, så vi blev hurtig Amigos.

Pludselig kom en nonne og blandede sig. Hun var åbenbart tilknyttet det plejehjemmet hvor Jeronimus boede.
Vi hilste på hinanden, men fik dog ikke udvekslet navne. Det lå ikke lige i samtalen.
Hun spurgte mig om hvad jeg lavede.
Om jeg var Pilgrim.
Jeronimus oplyste hvem, og hvad jeg var.

Det fik den god nonne til at nævne, at hun da godt kendte Veronika som gjorde rent på Alberge, for det gjorde Veronika også på Plejehjemmet, om eftermiddagen, når hun var færdig hos os.

Tillod sig lige at supplere med, at Veronica var Roma. ( Sigøjner).

Syntes at tiden var inde til at lufte mit verdenssyn, og da jeg nu var i selskab med en nonne, ville jeg da også gerne hæve niveauet til det lidt mere højtidelig ved at oplyse, at i Guds øjne .
“Er vi alle hans børn”.
Kunne tydlig fornemme og den opfattelse delte hun ikke.

Nonnen gik, uden at sige farvel.

Hun kom dog forbi flere gange, på sin vej frem og tilbage, småt mumlende, uden at hilse.

Hun har sikkert idømt sig selv 1.000 Ave Maria som straf for sit syn på Sigøjnere.

Tider er nu her kl. 20,30 og jeg læser lidt, meget, korrektur på det jeg tidligere har skrevet.
Ind af døren træder så en midaldrende spansk dame med rygsæk og spørger om vi har et Singel værelse med seperat bad.

Nævner at vi kun har værelser til 10 personer men også til 25 personer, man skal ikke dele seng med andre  men man er fælles, mænd og kvinder, om bad og toilet.  Opholdet koster så 5 € for en nat.
Det kunne den spanske dame ikke acceptere, for hun kunne ikke ligge i samme rum med ander og igen søvn få, og så gå Caminoen næste dag.
Henviste damen til et nærliggende hotel, 150 meter her fra.
Hotellet eges af den spanske stat, der har opkøbt en mængde historiske og meget gamle bygninger rundt om i Spanien,  og indrettet dem til luksushoteller.
Prisen ligger på ca. kr. 1.000,- pr.  overnatning eller 134 €, lidt mere end vores 5 €, men så får hun også eget bad.
Oplyste henne at hun var meget velkommen til at komme tilbage, hvis hun skulle skifte mening.
Har dog ikke set henne siden.

Onsdag den 17. januar 2018

Dagens første arbejde sluttede allerrede ca. kl. 09,30. Så var den del af huset vi vi står for bragt i orden. Vejret er i modsætning til den sidste uge, nu ganske flot, lidt vind men sol fra en skyfri himmel.
Satte os på terassen og fik en kop kaffe og nød såvel solen, som livet.
Talte om det at går langt og at “være Pilgrim”.
Lucy påtænker efter endt arbejde her til marts at gå fra Bern i Schweitz og så til Rom. Lidt over 1.000 km.
Vi talte ligeledes om hvor skønt det er at vandre.
Hvor det at tage en pause fra det virkelige liv er en stor luksus at kunne tage, og hvor svært det i virkeligheden er at komme hjem og indordne sig de gamle rammer.

Alt er ved det gamle. Møblerne står forhåbentlig hvor de stod da man rejste. Fjernsynet propper en med “nyheder” som næsten er de samme som da man rejse, og  som får en til at tænke.
Er de da virkelig ikke kommet videre.

På en måde er det både en glæde, men også på en måde lidt forstemmende.
Man skal have prøvet det for at kunne forstå det.
Der er steder, hvor man ligefrem afholder små kurser, hvor folk som har vandret meget langt og over længere tid, kan får talt det igennem de har oplevet og så det at vende sig til at være hjemme igen.

Det er der sikkert ikke mange som tænker over.

 

Havde her til frokost den glæde endelig at få smagt COCIDO MARAGATA.
Det indeholder, for en dels vedkommende,  det som vi i Danmark ikke direkte bruger i vor madlavning. Men tro mig det smager godt som bar pokker, og mætter sikker i flere dage.
Da jeg skulle på arbejde kl 16.00-21,30 var maden ledsaget af vand med brus.

Jeg fik forinden lige lejlighed til at ligge på langs og trække vejret.

Havde i formiddags mulighed for at besøge Gaudis Bispepalads som efter sine skulle være indrettet som et Pilgrimsmuseum. Det var det ikke i den forstand vi / jeg tænker museum. Men pyt. Det tiltrækker en del folk på den baggrund.
Bygningen er meget spektakulær og er på sin vis meget unik. Jeg tror at Gaudi skabte den i en slags Neo-Gotisk stil, og den blev påbegyndt i 1889 og stod færdig i 1913.
Bygningen er aldrig blev brugt til det som den var tænkt som, og blev tilbage i 1964 en offentlig tilgængelig bygning med ry af at være et museum over ST. James Way.
Den er jo ikke alene et Gaudi værk, men et bygningsværk hvor rigtig mange af spaniens samtidskunstnere har medvirket til det endelige udseende/indretning.
De fleste henvisninger for de enkelte kunstværker som er udstillet er på spansk.
Gå man derimod op på 4. etage er der nogle rigtig god redegørelser for såvel bygningens historiske del, som historien om Gaudis liv og bedrifter.
Det giver god mening at bevæge sig der op.

Kommer man på de kanter, er det så afgjort et besøg værd.

 

 

 

Tirsdag den 16. januar 2018

 

Tid, er noget underligt noget.
Nogen gange går tiden utroligt hurtigt, andre gange meget langsomt og nogle gange har jeg så travlt at jeg slet og ret ikke har tid, til at tænke, på tiden!

Det er i dag lige præcist 14 dage siden jeg fløj fra København.
Tiden er gået utroligt hurtigt.

Astorga er en relativ lille by, men utrolig hyggelig.
Det lyder måske lidt søgt, men jeg føler mig faktisk lidt hjemme.

Nu gør det, at jeg er dansker og ikke ligefrem mestre sproget særlig godt, selvfølgelig også lige det, at de personer jeg kommer i kontakt med, måske husker en lidt bedre, end hvis konversationen havde været perfekt og hurtigt overstået.
Det er hyggeligt at komme gående på gaden, ind i en forretning, cafe eller restaurant og se at man bliver genkendt, og at reaktionen er positiv. Det spanske folk er utrolig høflige.
Men det varmer nu alligevel lidt her i vinterkulden.

Har skullet spise, Corsido Malagato, de sidste mange dage, men det er ikke lykkedes.
Årsag følger:
Gik ind på Restorante LAS TERMES hvor de netop annoncere med den specielle egnsret.
Det var et særdeles nydelig sted hvor ejeren selv, fandt jeg efterfølgende ud af, oplyste at jeg ikke kunne få det ønskede, da de ville lukke om ganske kort tid. Kl. var 17,45.
I det samme kom en særdeles sød og smuk ung kvinde ud og spurgte om jeg ønskede hjælp.
Det var hennes far jeg havde talt med.
Fik en længere “snak” med den unge dame ( 30-35 år) . Hennes engelsk lignede mit spansk så vi var på sætte vis ligeværdige.

Summa summarum. Alle betydelige og gode restauranter i Astorga lukker om aftenen.
Der spises stort til frokost og meget lidt om aftenen.
Så giver det jo meget god mening, det jeg havde oplevet.

Aftalte jeg ville komme i morgen kl. 13.00 og spise Corsido Malagato.
Jeg måtte dog love love den unge dame, at jeg ikke spise for meget til morgenmad!.

I går aftes fik vi en ung tysk pige/kvinde på 21 år ind, fra hospitalet.
Den stakkels unge kvinde var styrtet oppe i bjergene og havde fået sig nogle gevaldige flænger og skrammer i hovedet. Der havde heldigvis været nogle til at hjælpe henne ned, men var meget forslået og noget forvirret.
Formentlig en hjernerystelse.
Vi oplyste, at hvis hun ville, kunne hun blive de næste 3-4 dag, til hun havde kommet sig.
Men nej, den unge kvinde ville hjem til Tyskland, snarest.

Vi gav henne et værelse for sig selv og Juan Carlos, som er den der i realiteten er Chef på stedet ( Vi ser han sjældent) ville så køre den unge kvinde til busstationen her til morgen, så hun kunne tage bussen til Madrid, ca. 400 km., og så flyve hjem til Berlin, Tyskland.
Stakkels “pige”.
Hun havde formentilg fået sig en rigtig grim oplevelse.
Hun var i øvrigt startet i Santiago det Compostela og ville gå Caminoen den modsatte vej, men det er formentlig ikke derfor hun var styrtet.

Har d.d. modtaget en del Pilgrimme.

En kvinde fra Argentina på 49 år har fundet vej til Caminoen. Allene.
Det siger lidt om, hvor kendt og eftertragtet det at gå Caminoen, i virkeligheden er.

Vejret er fint og noget mildere end de sidste mange dag, så humøret hos Pilgrimmene når de kommer ind, er højt selv om de fleste, så snart de sætter sig og og ved at nu er dagens etape overstået, klapper lidt sammen.
Det varer dog ikke til længere end til de får anvis deres plads for natten og genser nogle af dem som de har delt Alberge med aftenen forinden.
Gensynsglæden er altid stor.
For dem, som måske ikke har prøvet at vandre langt, virker det måske besynderligt at man ikke vandre i hobe, for det gør man som regel ikke.
Årsagerne er flere.

Forskellig højde og derved forskellig skridtgang!.
Ønsket om at opnå den meditative tilstand, som for nogle, kun opnås når de vandre alene!.
Stilheden!.
Tid til reflektion og mental sjælelig pleje.
Og så måske bare det,  i stilhed at nyde turen og naturen!

Ja, det virker måske for nogle lidt ophøjet, men tro mig.
Er man væk i uger, ja måneder og kun har det at tænke på, at vandre og at spise, og ingen andre problemer har at bakse med, så bliver man et noget andet menneske og begynder stille og roligt at tænke mere rationelt og langt dybere.
Når jeg skriver rationelt, mener jeg det at luse alle de dårlig, negative og destruktive tanker væk, som blot tynger unødigt meget i ens mentale rygsæk.

Dagens nationaliteter: Colombia, Japan, Slovenien, Brasilien, Tyskland, Spanien, og naturligvis Korea, hvis ferie periode er ved at være slut, så dem ser vi ikke så mange af som tidligere.

Caminoen har sin egen puls.
Ruten er sådan indrettet, at går man som de fleste ca. 25-30 km og dagen, så overnatter man sammen med de fleste fra dagen i forvejen.
Kommer man fra hinanden, fordi man måske ikke lige har overnattet på samme Alberge, kan der gå flere dage inde man møder folk igen, og så er gensynsglæden, om end endnu større.

Kan huske fra vores egne tur at vi havde mødet nogle ret tidligt på turen og var så gledet fra hinanden blot for et gense dem flerer uger efter i Katedralen i Santiago de Compostella.

Man skal have oplevet det for at kunne forså, hvor rørende et gensyn med nogle næsten komplet fremmede mennesker kan være, “blot” fordi man har delt vandring med dem i 2-3 dage, uger forinden. Det er stærkt.

 

Mandag den 15. januar 2018

I dag bliver en rigtig god dag. Fin start. Gik ind i skoforretningen for at hilse på damen jeg havde haft en  meget lang konversation med forleden dag.
Hun så lidt skuffet ud, for hun havde åbenbart ringet til mig i fredags for at fortælle at min støvler ville komme i dag, her til aften. Den var åbenbart gået over på telefonsvare.
Synd, for hun var vist lidt stolt over at have ringet, som aftalt.

Lige ved siden af Alberge, ligger  Restaurant Casa De Malragato som har denne meget specille egnsret som en af deres hovedmenuer og som så stedet er navngivet efter.
Gik ind og fik at vide at de ville have åbent her til aften og jeg naturligvis var velkommen til at komme, selv om jeg blot kun var jeg selv.
Har af samme grund ikke spist frokost for jeg tror man kan blive rigtig mæt.

Fik her til formiddag mail fra Poul Erik Magnussen, en særdeles ivrig Pilgrim sammen med sin hustru.
Poul Erik er redaktør på hjemmesiden www.jakobsvejen.dk hvor han skriver ofte og særdeles informativt om de forskellig Pilgrimsruter og hvad der generelt rør sig omkring det at vandre på de forskellige Caminoer.

Poul Erik og hans hustru har jeg mødt ved et arrangement i Lyngby for nye Pilgrimme i efteråret hvor han blandt andet fortalte bredt omkring det at vandre Caminoen og hvad det kræver, men også giver.
Rigtigt hyggeligt arrangement som en lille kreds af Katolikker afholder en gang i mellem. Næste gang bliver arrangementet afholdt I Hillerød og nedenstående indkaldelse er udsendt til kredsen af interesserede.

Kære Pilgrimme,

så skulle programmet for pilgrimstræffet fredag,  den 16. marts i Sankt Vilhelm kirke i Hillerød, hvor Keld og Agnete er værter, være ved at være klar.
Vi mødes til messe kl. 17.00. Derefter går vi i menighedssalen, hvor henholdsvis Maria Pilar og Torben Andersen vil stå for hvert sit mindre oplæg.  
Maria (der som de fleste af jer ved, er spansk/dansk) gik Camino Frances i fjor. Maria vil gerne fortælle lidt om, hvordan, hun føler, spaniere i og omkring Camino Frances ser på de over 100.000 ikke-spaniere, der efterhånden befolker pilgrimsstien. Og så har Maria måske et par gode råd til os om, hvordan vi kommer bedst ud af det med naboer til caminoerne ?
Torben er her i vinter hospitaleros i Astorga. Hvordan er arbejdet som hospitaleros – og måske også lidt om, hvad vi kan gøre som pilgrimme for at alle får en så god oplevelse som mulig. Torben giver sit bud.
Bagefter spiser vi sammen, udveksler erfaringer og svarer på praktiske spørgsmål i det omfang det er muligt.

Jeg kunne ikke rigtig forstå hvorfor besøgstallet på min blok lige pludselig eksplodere, men nu ved jeg hvorfor.

 

Søndag den 14.januar 2018

Så skete der lige det, der der ikke måtte ske. Bedbogs.

Den unge pige fra Schweitz, som var til højre på billedet fra i  går aftes, oplyste her til morgen at hun blev nødt til at blive end dag mere, fordi hun havde fået Bedbogs.
Det havde den unge dame ikke fundet belejlighed at fortælle i går dag hun kom, selv om hun åbenbart, også i går, havde været klar over dette alvorlige problem da hun ankom til os.
Hun sov på et værelse sammen med 10 øvrige personer.
Hvor hensynsløs kan man være over for andre mennesker. Ubegribelig adfærd.
Nu skal hun have alt hennes tøj, sovepose, håndklæder og rygsæk vasket.
Sengen hun sov i og hele værelset er rengjort og desinficeret, inden der er kommet et nyt hold ind i det her til eftermiddag.
Det har vores lokale rengøringsdame arrangeret. Flot klaret “Veronica”.
Men, hvor mange har hun allerede forinden “SMITTET
Jeg synes det klør, eller er jeg bare lidt hys !.

For min skyld må der gerne i fremtiden blive flere søndag om ugen, end blot denne ene!
Var igen til Søndags Messe, og fik  den samme og meget skønne oplevelse af sang og musik der rør en lang ind i sjælen. Spansk er også et smukt sprog, når det bliver sunget af en person med en så prægtig en stemme.

Har d.d. fået indlogeret en mand/ Pilgrin fra Canada, som egentlig er Irsk oprindelse men er emigreret. Har boet i 2 omgange i København af ca. 4-5 måneders varighed og arbejdet på Phønix Hotel, helt tilbage til,  da Istedgade var Istedgade, og Christiania var næsten helt nyt i sin nuværende form.
Frisk person.
Fik os en længere snak på ca. en halv time. Han var lige gået på pension her til 1. januar og skulle nu ud og opleve noget mere. Er 65 år.
Efter at være kommet til Santiago de Compostella ville han gå den Portugisiske rute fra Porto til Santiago de Compostella og slutte af i Finnistera, og så ville han lige tage forbi Dublin, som er hans fødeby, i nogle dage inden turen, igen gik hjem til Canada.
Brugte ikke sovepose, men havde blot et tyndt tæppe til at lægge over sig om natten. Man er vel Canadier.
Mente ikke der var så mange på hans egen alder, at dele oplevelser og erfaring med.
Det skyldes sandsynligvis årstiden, for ellers er voksne personer på + 65 år absolut ikke noget særsyn på Caminoen.

Jo, jeg møder mange og meget forskellige personligheder,  hver med deres egen og helt spændende og specielle historie.
Det er vildt berigende, og gør dagene til noget helt specielt.
Glæder mig helt til at døren igen åbner sig, for at se hvem den næste person er, og hvad vedkommende har af fortælle om sig selv som person, uden at blive for personlig, men som er et unika for sig selv.
Hvad har vekommende oplevet på dagen i dag.
Har det været hårdt, har vedkommende  udfordringer med ben, skuldre eller andet.
Er han/hun i lidt dårligt humør. Årsag?
Mange er meget unge, og nogle  er på delvis på slap line, og for de flestes vedkommende er de alle meget langt hjemme fra. Argentina, Japan, Korea, Mexiko, Australien, ect.
Mange, og måske for de aller fleste vandre de alene i løbet af dagen, 27-53 km. og har derfor i nogle tilfælde et enormt behov for at  tale med andre, om netop dagens etape, dens oplevelser, vejret, strabadser men også glæder, når de kommer ind, trætte og i nogle tilfælde, sårbare.

At der er nogen som vil lytte og hjælpe i disse situationer er guld værd for en Pilgrim, men tro mig det er også guld, og mere en guld værd for mig, at kunne yde den form for hjælp.

Det giver bare så meget, at jeg undres over, hvorledes jeg med en vis anstændighed har kunnet leve det liv, lidt egoististe liv, jeg har levet.
Jeg er ikke blevet “frelst” men har fået øjnene op for noget som jeg / vi menesker  i vor fortravlede liv helt eller delvis,  har glemt.

Med menneskelighed.
Næstekærlighed.
Accept.
Forståelse.
Tilgivelse

Dette ovenstående er ikke udtryk for noget religiøs, undskyld mig, ” Fis” men en anstændig måde at anskue livet på, der måske kan sikre at vi alle, hvis vi efterlever disse simple men også meget betydelige regler, kan leve i gensidig respekt og forståelse.
Janteloven lever i bedste velgående i danmark.
I et oplyst demokrati!.
Jeg våger skindet, og taler lige ud af posen.
Det har jeg altid gjort, og kan derfor se mig selv i spejlet, hver morgen, uden skam.
Nogle kalder det arruagance!
Ja, Janteloven lever desværre fortsat, og i bedste velgående, i verdens mest lykkelige og næsten rigste land.!

Er lidt ærgelig over at de billeder jeg sætter ind ikke kan fremstå med et lille mellemrum som adskiller dem fra hinanden. Det gør de, når jeg arbejder i kladden, men ikke når jeg udgiver det. En skam.

Har overvejet, nu det er søndag, at gå ud og spise og måske investere i den lokale egnsret, MARAGATO.
Der er 4 steder som reklamere stort med det. Har ikke brugt så mange penge som budgettet tillader, så mon ikke det lige lader sig gøre.

Ak, havde lige et kort øjeblik glemt at jeg er i Spanien og alt her, er lidt anderledes.
Stort set alle restauranter er lukkede om søndagen. Dem der er åben er barer/cafeer som kun serverer Tapas.
Gik i stedet på mit vanlige sted CABASULT og fik mig en Pilgrims menu.
De havde da i det mindste åbent, selv om det “kun” var fruen i huset som var tilstede.
Sød dame, som elsker at jeg roser hennes mad, og lægger jeg så 1 € i drikkepenge, så er det lige før hun får tårer i øjnene.
Fik følgeskab af en tysker og 2 koreanere fra Alberge. Havde anbefalet stedet som ok, og ikke specielt dyrt.

MARAGATA må vente til en anden gang. Det er i øvrigt helt specielt. 3 -4 rettes menu som i realiteten spises omvendt så suppen serveres til sidst. Glæder mig til at prøve det .

Har efterhånden afkodet den spanske mentalitet når man “bare” går på bar.
Kommer man ind og bestiller et lille glas øl/vin får man serveret een tapas  inkluderet i prisen ca. 1 €.
Det er til at betale for de aller fleste.
Men så sker der det, at de kære spaniere cirkulere blandt de forskellige steder.
Man er typisk ca. 10 min hvert sted og “rejser” så videre.
Man bliver mæt af tapas og får stillet tørsten. På den måde møder de en masse bekendte og alle er glade.

Om ejerne at de forskellig barer/cafeer også er det, vides ikke med sikkerhed!.

Der er smukt her i Astorga. Byggestilen her er næsten som i Sevilla
En dejlig morgenstund og flot morgenlys, på vej til Messe

Lørdag den 13. januar 2018

Fik grinet lidt af episoden fra i går aftes.

Der var ikke flere end 11 pilgrimme der overnattede, så oprydningen her til morgen gik hurtigt. 09.15 var vi færdige.
Fik skiftet tøj og gik så til messe kl.10.00.
Nu er det ikke fordi jeg er blevet religiøs fanatiker, men musikken er for mig en god oplevelse som jeg nyder rigtig meget, og tid har jeg p.t. nok af.
Det vil jeg da håbe!.
Desværre viste det sig at dagens messe var en af de mere sparsomme.
Det er den åbenbart om hverdagen.
Jeg kom ca. et kvarter inden messens start og kom så ind i en meget kold og mørk Katedral.
Lyset i Katedralen blev først tændt 09.58. Der var en præst som forrettede tjenesten, og med sig havde han en hjælper som gik rundt i en stor vinterfrakke og hjalp til.
Ingen musik eller sang.
Så ved jeg det.

Fortsatte igen i dag med mit nordiske kulturfremstød på Hotel Gaudi, ledsaget af en Cafelate og et stykke Tortilla.
Ganske hyggeligt “tradition” jeg har fået skabt mig her.
Vejret er koldt med massivt snefald her til formiddag. Er dog holdt igen her ved frokost.

Mysteriet, om den ukendte person fra i går, er løst.
Det var Stepfhano.
En stor Spanier fra Madrid som var helt mast da han kom ind.
Han havde gået fra Ponferrada til Astorga. En tur på 53,3 km. på een dag.
Vi havde fået en længere og særdeles god snak så, så jeg må have glemt at indføre ham i vores look bog, hvor vi ellers anfører navn, nationalitet, pasnummer, hvor de er startet deres vandring fra begyndelsen, om årsagen ( Religiøs eller andet) og deres alder.
Hver og en anføres !

Hvordan kunne jeg dog glemme, netop ham ?.
Jeg undres til stadighed over folk som leverer dens slags præstationer.
Hvad skal man bevise! Får man overhoved sjælen med, og nyder man turen og naturen !.
Nå, det må hver og en jo selv afgøre.

Vi har i øvrigt fået hjælp af Jesus.

Han er en hyggelig ældre herre, som alle kender, og som har været tilknyttet Alberge i gennem mange år, som Hospitaleros,  som desforuden sidder i bestyrelsen for Alberge.
Taler desværre kun spansk.
Han har haft ferie i en periode. men kommer så fremadrettet ugens 5 hverdage og har så fri lørdag-søndag.
Hans daglig hjælp er fra kl. 15,30 -19.00.
Lucy og jeg deles så om de resterende tider.
I dag skal jeg f.eks arbejde fra 17.00-21,30 og i morgen fra 14.00-17.00. Det er jo weekend.

Karin og jeg har over en længere  periode gennem SAXO købt en del elektroniske bøger som jeg har liggende på min computer og Karin, på sin E-reader. Så jeg har rigeligt med læsestof med mig. Det bruget jeg en del tid på i såvel min arbejdstid, hvis det tillader det, såvel i min fritid

Fik her til aften besøg af en ung mand, på blot 20 år  fra Argentina, som var startet fra Hospital de Orbigo med bus og kørt her til Astorga !.
Han ville så starte sin Camino i morgen her fra.
Han fik købt sit Chretentahl for 2 € .

Dette Dokument, og så sit pas og sine penge, er noget af det man som Pilgrim passer aller mest på.
Pænt lagt i en vandtæt pose med en ligeledes vandtæt lynlås.
Det indeholder alle væsentlig oplysninger som navn, alder, nationalitet, hjemadresse og hvor fra Caminoen starter.
Dette dokument, skal sammen med ens pas, fremvises ved hver ny overnatning, og oplysninger herfra bogføres og skal være tilgængelig for politiet, hvis de måtte komme forbi i en given anledning.
Der gives et specielt og stor stempel, svarende til det lille man  giver ved hver ny overnatning med dato, ved udstedelsen.

Den unge argentiner på blot 20 år, så noget bleg og forknyt ud, men talte meget flot engelsk.
Dyreste udstyr, som i realiteten dækkede over en lidt usikker ung mand, der vist var kommet ud på lidt dybt vand, meget lang hjemme fra.
Flot klaret at gøre sådan et tiltag, i så ung en alder, og så langt hjemme fra.
Det afstedfører den aller største respekt fra mig.

En lille time efter at have indlogeret ham, kom han ud til mig og spurgte, meget spagt, om ikke han kunne låne et tæppe, for han havde ikke nogen sovepose, den ville han købe i morgen!.
Vi kan normalt ikke tilbyde andet et lagen til at ligge på madrassen til 1 €.
Meget tyndt, og uden nogen form for beskyttende varme.
Det ville han så købe og lægge over sig i nat!.
Sad lidt og tænkte over sitationen efter den god meget unge mand var gået tilbage til sin seng.
Normalt har vi rigtig mange rigtig tykke tæpper liggende, specielt her om vinteren, men frygten for beedbuls/væggelus, gør at vi ikke længere låner dem ud.
Jeg blev både lidt forundret over at man kan komme uden sovepose her om vinteren, men fik samtidig lidt ondt af manden.
Gik ud og hentede et renvasket tykt tæppe og lagde på hans seng. På det tidspunkt sad han neden under og spise ( Billledet) men jeg håber han bliver glad for tæppet og husker at aflevere det i morgen inden han går videre.
Det skulle jo nødig udgøre det for en sovepose for resten af hans tur.
Det tror jeg nu heller ikke det gør, for tæppet vejer en krig.